Kommune til kamp mod rådden lugt: Vil skubbe fedtemøg tilbage i havet

Greve vil skubbe rådden tang tilbage i havet for at undgå grim lugt i kystkommunen.

Når først den grønne tang begynder at rådne, bliver stranden forvandlet til et ildelugtende område. Det vil Greve Kommune undgå ved skubbe den strandede tang tilbage i havet. (© Colourbox) (© Colourbox)

En tur til stranden kan hurtig blive en grim oplevelse for lugtesansen, hvis området er dækket af grønbrune tangplanter.

Rådnet tang giver nemlig en gedigen grim lugt, så nogle kommuner forsøger at opsamle og bortkøre fedtemøget, så strandgæsterne ikke bliver generet af den ulækre lugt.

Men det er dyrt at samle fedtemøg ind, så nu forsøger Greve Kommune sig med et nyt middel for at få has på den rådne strandtang, der skyller i land fra Køge Bugt.

I stedet for at indsamle og bortkøre havets grønne affald, vil man skubbe fedtemøget tilbage i havet og lade strømmen føre det væk fra strandområderne.

Metoden er billigere og skulle være mere effektiv, lyder forklaringen fra borgmester Pernille Beckmann (V).

- Vi kan ikke følge med økonomisk. Vi bruger 1,3 millioner kroner, og det beløb er ikke nok til at transportere al den tang væk, som der er behov for, så ved at skubbe det ud igen, skal vi ikke køre det væk, og så sparer vi penge, siger hun.

Særligt i Køge Bugt er vind- og strømforholdene med til at give store lugtgener, og derfor mener Pernille Beckmann, at kommunen er nødt til at forsøge sig med nye løsninger mod generne, der også rammer langt fra stranden.

- Når lugtgenerne i Greve er værst, når de langt ind mod byen. Som kystkommune vil vi det gerne til livs, for det er mere attraktivt at bo i en kommune, der ikke lugter af rådden tang, siger Pernille Beckmann.