Kommunen om turistmagnet på kirkegård: Der skal være plads til de sørgende

Mobiltoiletter, skilte og skraldespande skal sikre, at kirsebærturister ikke forstyrrer de døde.

  • Tusindvis af mennesker besøger i disse dage alleen med kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård, hvor de lyserøde blomster er sprunget ud. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
  • Kommunen forsøger at gøre plads til både de lykkelige kirsebærsturister og de sørgende. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
  • De smukke blomster tiltrak mere end 150.000 mennesker i 2017. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
  • Kirsebær-alleen på Bispebjerg Kirkegård er blevet et af de mest populære steder at tage en selfie. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
  • Skraldespande og toiletter skal sikre, at kirkegården holder sig pæn trods de mange gæster. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
1 / 5

I det københavnske nordvestkvarter, der normalt ikke vælter sig i turistattraktioner, er kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård blevet lidt af et tilløbsstykke.

Og det i sådan en grad, at kommunen har opsat mobile toiletter og ekstra skaldespande for at holde kirkegården ren og pæn trods de mange besøgende.

Flere og flere får nemlig øjnene op for de smukke kirsebærtræer, der i disse dage folder sine lyserøde blade ud på den københavnske kirkegård såvel som på sociale medier.

Men Centerchef for Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune Anders Melamie tror ikke på, at det udelukkende er muligheden for at tage flotte selfies, der tiltrækker de mange gæster.

- Jeg tror, alléen er så populær, fordi den breaker (indvarsler, red.) foråret. Efter vinterens mørke og kulde og mangel på farver får man det hele på en gang på en helt overdådig måde. Det hier vi alle sammen efter.

Attraktion i vækst

Kirsebærtræerne bliver med Anders Melamies ord betragtet som en attraktion i vækst, og han forventer, at endnu flere mennesker end de 150.000, der var forbi sidste år, vil komme og se træerne springe ud.

Selvom der er en overvægt af Københavnere på kirsebærsafari, er træerne blevet så stort et tilløbsstykke, at der nu kommer busser med turister fra krydstogtskibene.

I år er kirsebærtræerne blevet så populære, at billederne er blevet en historie hos det kinesiske nyhedssite CGTN.

Respekt for de døde

Bispebjerg Kirkegård, der ligger i det nordvestlige København, har stadig aktive gravsteder, og der bliver jævnligt afholdt højtideligheder i Sønder Kapel, som kirsebærtræerne står tæt op ad.

Tidligere år har man oplevet, at kirsebærentusiaster stillede sig op og betragtede en bisættelse som var det en iscenesat attraktion i sig selv. Det har Teknik- og Miljøforvaltningen forsøgt at komme til livs ved at hænge et banner op, der adskiller alleen fra kapellet. Der skal nemlig være plads til begge dele, forklarer Anders Melamie.

- Vi har gjort indsats igen i år for at prøve at sikre, at tingene kan foregå samtidig. Det sjove og rare i forhold til at se kirsebærtræerne, men også det ikke så rare, hvor borgere kan besøge deres afdødes gravsteder i så meget fred og ro som muligt.

Som besøgende kan man også møde skilte, der opfordrer til at slå tæppet op andre steder end på nogle af de grave, der kan være svære at se.

- Vi fortæller ikke, hvordan de skal opføre sig, men vi vil minde folk om, at de er på en kirkegård med mennesker, der ikke deler ens glæde.