Kommuner går sammen om at passe bedre på dine personlige oplysninger

Nu går flere kommuner i Nordsjælland sammen for at sikre, at de behandler persondata korrekt.

Rådgivere skal sikre, at kommunerne passer ordentlig på borgernes personlige oplysninger. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Kommunerne skal være endnu bedre til at passe på dit cpr-nummer, dine sundhedsoplysninger og andre persondata. Derfor er en lang række nordsjællandske kommuner lige nu i gang med at ansætte databeskyttelsesrådgivere.

Rådgiverne skal - som en del af en ny EU persondataforordning, der træder i kraft til maj - sikre, at kommunerne passer ordentlig på borgernes personlige oplysninger.

I Lyngby-Taarbæk har de store forventninger til det øgede fokus på datasikkerhed.

- Vores forventninger er jo, at vi kan løfte hele kommunens kompetenceniveau i forhold til at være vidende om, at det her er borgernes data, og vi skal passe forsvarlig på dem, siger Jakob Sylvest Nielsen, centerchef for borgerservice og digitalisering i Lyngby-Taarbæk kommune.

Han forsikrer dog, at der allerede er styr på borgernes personlige data, men i takt med, at kommunerne modtager flere og flere personfølsomme oplysninger, skal de også være bedre til at håndtere dem.

Nordsjællands digitaliseringssamarbejde

I Nordsjælland er syv kommuner gået sammen om at ansætte to databeskyttelsesrådgiver, som skal sikre, at de lever op til lovgivningen på området og EUs persondataforordning.

Her bliver ansættelsen af rådgiverne set som en ekstra kvalitetssikkerhed, forklarer Jørn Mølholm, som er leder af it og digitalisering i Halsnæs kommune, som er en af de syv samarbejdende kommuner.

- Så er vi flere om at løfte opgaven og til at sparre med hinanden i forhold til den konkrete opgaveudførelse og kvalitetssikringen af den, siger Jørn Mølholm.

Rift om rådgiverne

Hos Rådet for Digital Sikkerhed byder de ansættelsen af databeskyttelsesrådgiverne i kommunerne velkommen, men peger også på, at der kan blive rift om at trække de mest kvalificerede til, fordi både det offentlige og nogle private virksomheder skal ansætte inden maj i år.

- Det kan blive svært for det offentlige at rekruttere dem med de bedste kompetencer, mener formanden for rådet, Henning Mortensen. Han mener, at kommunerne er sent ude, hvis de skal have kompetente medarbejdere ansat til at klare udfordringerne fra maj i år.

Lyngby-Taarbæk ansætter en databeskyttelsesrådgiver i samarbejde med Rudersdal og Gladsaxe kommune. Halsnæs samarbejder med Fredensborg, Hillerød, Helsingør, Frederikssund, Gribskov og Hørsholm kommune.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.