Kommuner har udstedt næsten 11.000 pas med fejl

Der er fejl i godt 11.000 pas udstedt af 44 kommuner rundt om i landet. Fejlen kan i værste fald betyde, at rejsende bliver afvist i paskontrollen.

En teknisk fejl har betydet, at 11.000 danskere har fået udstedt pas, der mangler fingeraftryk. Fejlen betyder, at man risikerer at blive afvist i paskontrollen i udlandet. (Foto: Colourbox © Colourbox)

En teknisk fejl har betydet, at godt 11.000 danskere har fået udstedt pas, der mangler fingeraftryk. Fejlen betyder, at man risikerer at blive afvist i paskontrollen i udlandet. Se listen over kommuner med pasfejl her.

Alene i Greve Kommune må man sende besked ud til 750 borgere, der har fået udstedt pas med fejl i perioden 2. februar 2015 - 23. marts 2015, men også 43 andre kommune skal lave nye, fejlfri pas til deres borgere.

Borgere, der har fået udstedt pas for nyligt i de 44 kommuner, opfordres til at tage kontakt til deres kommune for at undersøge, om også deres pas har problemer

Computerprogram har glemt fingeraftryk

Det er den private virksomhed Scantech, der står bag passenes data, og det er i et af virksomhedens computerprogrammer, fejlen er opstået.

Fejlen betyder, at fingeraftrykket ikke er kommet med i 11.000 nyudstedte pas.

Siden 2012 har danskerne fået udstedt biometriske pas. Det betyder, at de indeholder digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Det er med til at skabe større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges.

Flere kommuner har fejlfri pas

Det er dog ikke alle kommuner, der bruger Scantech, og derfor kan man sagtens sidde med et fejlfrit pas, selvom det er udstedt for nylig.

Hos borgerservice i Aarhus, Albertslund, Ballerup, Egedal, Frederiksberg, Glostrup, Hedensted, Helsingør, Herlev, Holbæk, Kerteminde, Odder, Odense og Rødovre benytter man firmaet Biometric Solutions, og der er ikke meldinger om fejl i netop de 14 kommuners pas.

I Greve, hvor 750 personer har fået udstedt pas med fejl, vil man holde ekstraordinært åbent i borgerservice, så man kan få rettet fejlene.

Facebook
Twitter