Kommuner sparker indsats i gang: Flere skal HPV-vaccineres

En ny kampagne skal gøre unge og deres forældre opmærksomme på de positive virkninger af en HPV-vaccine.

HPV-vaccinen mindsker risikoen for at få livmoderhalskræft, og anbefales særligt til piger i 12-årsalderen (Foto: Martin Ballund/Scanpix 2017) (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

Flere kommuner halter bagefter, når det drejer sig om at få vaccineret piger i 10 til 12-års alderen mod HPV-virus, viser tal fra Statens Serum Institut.

På landsplan er 42 procent af piger født i 2004 vaccineret, mens det i København og på Frederiksberg drejer sig om henholdsvis 35 og 38 procent.

Fakta: HPV
  • HPV er en forkortelse for Human Papilloma Virus
  • HPV bliver i daglig tale ofte kaldt livmoderhalskræft
  • Men livmoderhalskræft er en udvikling af blot én af de i alt 40 virustyper af HPV, der findes
  • Både mænd og kvinder kan få HPV
  • Hos mænd kan den give penis- og endetarmskræft, hos kvinder kan den give livmoderhalskræft
  • Smitter primært ved seksuel kontakt

Kilde: Sexlinien.dk

Derfor går flere hovedstadskommuner ind i kampen for at få de unge piger til at gå til lægen og få HPV-vaccinen, der blandt andet beskytter mod livmoderhalskræft.

En af dem er Frederiksberg Kommune, hvor de Radikale og Socialdemokratiet har foreslået, at kommunen skal lave en kampagne, der fremmer vaccinen mod det potentielt kræftfremkaldende virus.

Det er nemlig kommunens ansvar at vende statistikken, mener David Munis Zepernick (R).

- Jeg synes jo, at vi i kommunen har en pligt til at sikre vores unge så godt som muligt. Så håbet er selvfølgelig, at flere unge bliver vaccineret og dermed undgår at få kræft senere i livet, siger han.

Frederiksberg er dog langt fra alene i bunden af statistikken. København og ti af omegnskommunerne ligger nemlig også under landsgennemsnittet i forhold til HPV-vaccination af piger.

Artiklen fortsætter under grafikken

I København, Herlev og Hvidovre har kommunen startet initiativer, som skal øge antallet af vaccinerede piger.

Og nu skal Frederiksberg altså med på vognen, mener også Sine Heltberg (S), medlem af sundheds- og forebyggelsesudvalget i Frederiksberg Kommune.

- Vi er jo i forvejen i kontakt med alle børnene og deres forældre, og derfor er det også meget nemt at komme ud til dem med det her budskab. Det har vi som kommune en forpligtigelse til, og i et kommunalt budget handler det altså om småpenge, siger hun.

Indsats i Odense virker

I sommer igangsatte Odense Kommune en indsats, som skulle få flere piger til at lade sig vaccinere. Kommunen lå dengang under landsgennemsnittet, men i dag ligger de over.

- Pigerne får info om vaccinen til deres sundhedsundersøgelser i 5. og 6. klasse, og så har vi lagt kampagnemateriale på forældreintra og stillet vores børn- og ungelæge til rådighed for de forældre, der stadig er i tvivl, siger Susanne Crawley Larsen, rådkvinde for børn- og ungeudvalget for Radikale i Odense.

Også i Herlev, som modsat mange af nabokommunerne ligger over landsgennemsnittet, har kommunen haft succes med at sætte fokus på HPV-vaccinen.

Initiativerne får en positiv modtagelse hos Palle Valentiner-Branth, som leder gruppen, der arbejder med vaccineforebyggelse på Statens Serum Institut.

- Der er brug for et målrettet tilbud til piger, der er ved at nå alderen til HPV-vaccination, og også til deres forældre, der måske vil diskutere for og imod med en fagperson, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.