Kontanthjælpsloft trækker kommuners sagsbehandling i langdrag

Komplicerede nye kontanthjælpsregler betyder lang ventetid på sagsbehandling i flere hovedstadskommuner.

(Foto: Grafik Ninni Much Pettersson © Ninni Munch Pettersson)

Regeringens meget omdiskuterede kontanthjælpsloft, som betyder lavere ydelser for tusindvis af hovedstadsborgere, får nu også konsekvenser ude i kommunerne.

De nye regler, som træder i kraft den 1. oktober, betyder, at det kan have ualmindeligt lange udsigter at få sin sag behandlet i flere hovedstadskommuner.

I Høje Taastrup Kommune oplever man i øjeblikket tre ugers sagsbehandlingstid mod et mål på otte dage, og også i Roskilde og København har man problemer med lange ventetider.

- De nye regler er komplicerede og svære at formidle til borgerne, og det bruger vi meget tid på, siger Anne Bærentsen, som er ydelsesleder i Roskilde Kommune.

Her betyder det store fokus på de nye regler, at man må nedprioritere andre sager, og hun frygter, at det bliver endnu værre, når borgerne finder ud af, hvordan de bliver ramt af kontanthjælpsloftet.

Det er beklageligt, men desværre ikke overraskende, lyder det fra Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).

- Vi har ikke fået ekstra penge til at løse de lange sagsbehandlingstider, og jeg kan desværre ikke bare love, at jeg står klar med ekstra ressourcer, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror ikke, Folketinget forstår, hvor alvorligt det her er. De har en grim overraskelse i vente, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.