KORT Dit postnummer afgør, hvor hurtigt politiet kommer

Når politiet rykker ud i landet, så er der flere minutters forskel på, hvor hurtigt de dukker op, alt efter hvor du bor.

Hvis du bor i Hillerød, så kommer politiet seks minutter hurtigere, end hvis du bor i Gribskov, viser tal fra Rigspolitiet. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Hvis man bliver udsat for et tyveri, overfald eller oplever husspektakler hos naboen, så er der stor forskel på, hvor lang tid der går, fra du ringer 112, til politiet står ved døren.

For selvom responstiderne generelt er faldende, så kan der gå alt fra syv til 20 minutter, før man kan høre sirenerne fra politiet.

Det viser tal fra Rigspolitiet.

Alene i hovedstadsområdet svinger responstiderne fra seks minutter og 54 sekunder i Roskilde Kommune, til 15 minutter og 30 sekunder i Gribskov Kommune.

De store udsving på kommunalt niveau er også noget, som optager borgmesteren i Gribskov.

- Det er et stort opmærksomhedspunkt hos mig som lokalpolitiker, at når man ringer til politiet, så skal de komme inden for en rimelig tid, siger Anders Gerner Frost (L).

Gribskov hører under Nordsjællands Politi, som i slutningen af 2017 omlagde deres arbejdsgange, så patruljebilerne i højere grad begyndte at patruljere i kommunerne, og ikke kun kørte ud fra en politistationen Hillerød.

- Jeg håber, at det vil få responstiderne til at falde, når patruljebilerne er ud i områderne, men det er først noget, som vi kan se i slutningen af 2018, siger Anders Gerner Frost.

Artiklen fortsætter under grafikken

Man kan være uheldig

Det er ikke kun i Nordsjællands politikreds, at responstiderne svinger.
Også Vestegnens Politi har svært ved at holde et stabilt gennemsnit.

Her svinger responstiderne fra seks minutter og 59 sekunder i Albertslund til ni minutter og 19 sekunder i Ishøj.

- Vi har patruljebilerne strategisk placeret rundt i hele kredsen, så vi har kortest muligt til alle. Nogle gange er vi så heldige, at vi har biler lige ved siden af stedet, fortæller Kim Christiansen, der er politidirektør i Vestegnens politi.

Han påpeger dog, at tiderne også kan svinge den modsatte vej, hvis man er uheldig.

- Det er klart, at har man samlet patruljebilerne i den anden ende af kredsen, fordi der er sket noget stort, så går der længere tid, hvis der så opstår noget i den modsatte ende, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.