Kortere rejsetid: Passagerer vil spare 700.000 timer årligt på S-banen

Selvom s-togs-passagerer kan se frem til kortere rejsetid fra 2024, så vil det kun komme nogle passagerer til gode.

Den kortere rejsetid skyldes en politisk aftale om fremtidens togtrafik, hvor det blandt andet er besluttet, at s-togene på flere strækninger skal køre hurtigere. (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

S-togs-passagerer kommer til at skulle tilbringe mindre tid i de røde togvogne.

For med nye hastighedsopgraderinger vil passagererne spare 700.000 timer om året fra år 2024, viser tal fra Transportministeriet.

Den kortere rejsetid skyldes en politisk aftale om fremtidens togtrafik, hvor det blandt andet er besluttet, at s-togene på flere strækninger skal køre hurtigere.

Men togene vil ikke ikke kunne nå at køre meget hurtigere mellem stationerne i København, og derfor vil det ikke komme alle passagerer til gode, siger Jeppe Rich, professor i transportmodeller ved DTU.

- En hastighedsopgradering vil ikke få nogen indflydelse på de nære byture i København. Det vil primært få noget at sige for yderområderne, hvor man har lange stræk uden stop som for eksempel ved Køge og Frederikssund, siger han.

Men selvom passagerne i yderområderne vil kunne mærke en forskel, så er hastigheden ikke altafgørende, siger Rasmus Markussen, politisk medarbejder i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

- Det allervigtigste for passagerne er punktlighed, og at man kan regne med, at togene kører til tiden. Så det er selvfølgelig vigtigt, at man stadig laver realistiske køreplaner, som man kan regne med, siger han.

Og ifølge Jeppe Rich, så kommer de 700.000 færre timer ikke til at føles som en mærkbar ændring for passagerne.

- Der er jo rigtig mange rejsende hvert år, så hvis man glatter timerne ud, så kommer det til at betyde ret lidt for den enkelte, siger Jeppe Rich.

Facebook
Twitter