Kritik af borgmester i kommune med mest smitte: 'Han skyder skylden på en bestemt gruppe'

Kritikken af Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp kommer fra flere sider af byrådet.

Borgmester i Ishøj Kommune Ole Bjørstorp under et pressemøde om coronasituationen på Vestegnen i Ishøj i november sidste år. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

- Han har ikke løftet sit ansvar.

Sådan lyder beskrivelsen af den indsats, som borgmester Ole Bjørstorp i Ishøj har ydet under coronakrisen.

Kritikken kommer fra flere byrådskolleger til borgmesteren fra Ishøjlisten, efter at kommunen fortsætter med at toppe smittelisten uge for uge.

En af kritikerne er Merete Amdisen, der tidligere på året blev valgt som spidskandidat for Socialdemokratiet i kommunen i stedet for netop Ole Bjørstorp.

- Jeg har savnet mere retning og mere politisk mod af håndteringen af corona i kommunen, siger hun.

Hun bakkes op af både Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten i byrådet.

- Jeg synes, han har haft for travlt med at skyde skylden på en bestemt gruppe borgere i stedet for at sige, at vi har den befolkningssammensætning, vi har, og hvordan kan vi så gøre det bedst muligt, siger Ole Wedel-Brandt fra Enhedslisten.

Det har især været kommunens almene boligbyggerier, hvor folk bor tæt, som flere eksperter har peget på som en af hovedårsagerne til den høje smitte.

Borgmester i 20 år

Ole Bjørstorp har siddet som borgmester i kommunen på Vestegnen siden 2001 for Socialdemokratiet.

Sidste efterår mistede han dog spidskandidatposten forud for det kommende kommunalvalg i november. Det fik ham i stedet til at stifte sit eget parti i kommunen - Ishøjlisten.

Nu møder han så kritik fra især sit tidligere parti. En kritik, han ikke er enig i.

- Jeg synes, vi har gjort alt, hvad vi kunne, men det har ikke fjernet al den smitte, som vi gerne ville have væk, siger Ole Bjørstorp.

Den høje smitte betyder blandt andet, at eleverne i 0.- 4. klasse ikke kan komme i skole. Noget, deres jævnaldrene i resten af landet ellers kan.

Ét punkt er borgmesteren dog enig i skal forbedres: Kommunikationen til borgerne.

- Der er vi ved at gøre en hel masse, for det er en af de ting, hvor jeg har sagt, at der må ske noget mere. Så her etablerer vi et dialogforum, så vi kan drøfte tingene der, siger Ole Bjørstorp.

Men det får ikke kritikken fra Socialdemokratiet til at forstumme.

- Jeg synes ikke, han har løftet sit ansvar som den, der står i spidsen, siger Merete Amdisen, der altså nu er spidskandidat for Socialdemokratiet.

Men hvad med dit eget ansvar som medlem af byrådet og nu som socialdemokratisk leder? Har du selv gjort nok?

- Jeg har stillet en række forslag i byrådssalen og taget initiativ til at række ud til de faste samarbejdspartnere, vi har i civilsamfundet, så jeg prøver at løfte, hvor jeg kan, siger hun.

Ishøj Kommune topper den såkaldte incidensliste hos Statens Serum Institut, der måler, hvor mange smittede kommunen har pr. 100.000 indbyggere. Her ligger tallet fra mandag på 201,2.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk