Kulturarrangementer og vagter bremser utryghed på hovedstadens biblioteker

Vagter, læseklubber og litteraturaftener skal være med til at sikre ro og orden mellem bogreolerne på hovedstadens biblioteker. Initiativer, der allerede har en positiv effekt.

Det skal ikke forbindes med ubehag at tage et smut forbi det lokale bibliotek for at låne bøger eller at besøge andre kulturinstitutioner i København. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Ballade, hærværk og uro har den seneste tid skabt utryghed for de københavnere, som vil låne bøger på et af hovedstadens biblioteker.

Men den type episoder har der været færre af på Vesterbro Bibliotek siden de i starten af december 2017 begyndte at få vagter på besøg et par gange hver aften, siger Lars Becher, der er leder af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

- Vi har registreret, at der sket en ændring af adfærdsmønstret på biblioteket, siden vi fik vagter på tilbage i december, siger han.

På Vesterbro Bibliotek og Kulturhus har der i en periode har været begrænset åbent for selvbetjening på grund af problemer med uro, konflikter og hærværk.

Biblioteket fik mange henvendelser fra borgere, der ikke synes, at det var rart at besøge biblioteket i aftentimerne.

- Det kan være, fordi der sidder hjemløse og drikker vodka mellem bogreolerne. Men vi har også eksempler på unge mennesker, der råber og skriger og opfører sig på en måde, der ikke hører hjemme på et bibliotek, siger Lars Becher.

Jo flere aktiviteter, jo bedre

Kultur og Fritidsudvalget i København vil de næste tre år bruge 6,5 millioner til tryghedsfremmende indsatser på kommunes kulturinstitutioner.

En del af udvalgets løsning er at indsætte en vagtordning og at puste mere liv ind i aftentimerne på bibliotekerne.

- Det kan for eksempel være litteraturaftener og læseklubber, som kan arrangeres sammen med de civile organisationer og det lokale bysamfund, siger Niko Grünfeld, der er kultur- og fritidsborgmester i København.

Og det giver også god mening, hvis man spørger lederen fra Vesterbro Bibliotek.

- Vi kan jo se, at hver gang der bliver afholdt arrangementer, så skaber det tryghed i rummet, fordi der er flere mennesker end der plejer at være. Så jo flere aktiviteter, jo bedre, siger Lars Becher.

Selvom urolighederne ofte finder sted i de timer, hvor bibliotekerne er uden bemanding, så mener Niko Grünfeld ikke, at det giver anledning til at droppe åbningstiderne med selvbetjening.

- Det er en kæmpe succes. Det har været et forsøg på at åbne og udvide åbningstiderne, som Københavnerne har taget rigtig godt imod. Derfor mener vi, at vagter er den rette løsning, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.