Lægemangel i hovedstaden kan give flere indlæggelser

Lægedækningen på rehabiliteringscentre i hovedstaden er utilstrækkelig, viser en ny analyse.

Patienter på almene rehabiliteringscentre er oftest ældre borgere, der har brug for ekstra pleje og behandling, eller som ikke kan klare sig alene i hjemmet. (Foto: DR/Privatfoto)

Når patienter er indlagt på københavnske almene rehabiliteringscentre, kan der gå lang tid, før de bliver tilset af en læge eller får udskrevet medicin.

For lægedækningen på centrene, som typisk tager sig af udskrevne hospitalspatienter eller borgere, der ikke kan klare sig i hjemmet, er utilstrækkelig. Det viser en analyse, som sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har fået lavet.

Hvis en patient skal tilses, have udskrevet eller ændret medicin, sker det gennem patientens egen læge. Derfor kan patienter uden akut behov risikere at vente i over to døgn på medicin. Og det er ikke tilfredsstillende, lyder det fra Centerleder ved Vigerslevhus Rehabiliteringscenter i Valby, Berit Juhl Schau.

- Det er ikke i orden. Det er selvfølgelig bedre for borgerne at få den medicin, de skal have lige med det samme. Så det er ikke godt at vente så længe. Og hvis ikke vi kan finde en læge, er vi nødt til at indlægge borgeren på hospitalet, hvilket kunne være undgået, hvis der havde været en læge, forklarer Berit Juhl Schau.

Ventetiden går blandt andet ud over de diabetikere, som hører til blandt patienterne på rehabiliteringscentrene.

Administrerende direktør i Diabetes Foreningen, Henrik Nedergaard, er bestemt ikke begejstret for de lange ventetider.

- Det synes jeg er fuldstændig uhensigtsmæssigt, og det må bare ikke ske. Patienterne skal kunne regne med, at sundhedsvæsenet er der, når patienten har behovet, siger han.

Det er mangel på læger i København, der gør det svært at nå alle patienter, fortæller næstformand i de Praktiserende Lægers Organisation Hovedstaden, Benny Ehrenreich.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at patienter skal vente, men realiteterne i dag er, at der er for få læger på hospitalerne og i almen praksis, siger Benny Ehrenreich.

Han peger på, at problemet med lægemangel i dag er så stort i hovedstadsområdet, at det kræver drastiske ændringer, hvis man vil problemet til livs.

Tidligere fremgik der af citatet fra Diabetesforeningen, at det kan være livsfarligt for en diabetiker, hvis lægemanglen betyder, at vedkommende ikke får reguleret sit blodsukker. Men Københavns Kommune oplyse, at den slags problemer altid blive taget hånd om af sygeplejerskerne på centrene. Derfor er den del af citatet fjernet fra artiklen.

Facebook
Twitter