Læger og sygeplejersker skal huske 52.000 regler hver dag

Der er nok at holde styr på for sundhedspersonalet i Region Hovedstaden og Sjælland. De har i alt har 52.000 retningslinjer at overholde dagligt.

På Gentofte Hospital i Region Hovedstaden har man lokalt haft held med at reducere antallet af retningslinjer med 22 procent. (Foto: Jonas Klinkvort Laursen)

Sideløbende med stuegang og patientbehandling, skal læger og sygeplejersker på Sjælland hver dag huske på tusindvis af små og store retningslinjer.

En ny rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed viser, at der alene i de to sjællandske regioner er 52.000 forskellige retningslinjer, som skal sikre patienternes sikkerhed og behandling. Det skriver MetroXpress.

Et tal, som patientforeningen Danske Patienter kalder "helt overdrevet højt", og Lægeforeningen mener er urealistisk for personalet at forholde sig til.

Der skal renses ud i de mange retningslinjer

Danske Patienter og Lægeforeningen er enige om, at mange af retningslinjerne er til for en grund. Men bogen med regler trænger til en grundig oprydning:

- Desværre er der alt for mange regler til at nogen nogensinde kan nå at læse dem alle. Derfor fungerer tænkningen med at skrive alt ned ikke, siger formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen til DR København.

Politikere har grebet lugejernet

I Region Hovedstaden arbejder formand for Sundhedsudvalget, Sophie Hæstorp Andersen (S), allerede på at barbere antallet af retningslinjer ned:

- Vi har det klare mål at nedbringe antallet med flere tusinde, når vores nye IT-sundhedsplatform går i gang i 2016, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR København.

På Gentofte Hospital i Region Hovedstaden har man lokalt haft held med at reducere antallet af retningslinjer med 22 procent.

 

 

Facebook
Twitter