Læger udskriver mindre antibiotika end tidligere

Det er i høj grad frygten for at skabe resistente bakterier, der har fået lægerne til at spare på de bakteriedræbende piller.

Det seneste år er lægernes forbrug af antibiotika til syge patienter faldet med 6,6 procent på landsplan, mens det i Region Hovedstaden er faldet med 6,3 procent. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Der bliver langet markant færre doser penicillin og andre typer antibiotika over disken på apotekerne end førhen. Det seneste år er lægernes ordinering af antibiotika til syge patienter nemlig faldet med næsten syv procent på landsplan.

Og det er en positiv udvikling, siger praktiserende læge og formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, Tue Flindt Müller.

- Det er positivt fordi, det, der er vores store problem i øjeblikket, er, at der udvikles resistente bakteriestammer – det vil sige bakterier, som ikke er følsomme over for de antibiotika, som vi har tilgængelige lige nu, siger Tue Flindt Müller.

Han peger på, at det i høj grad er kampagner fra antibiotikarådet samt ny viden om de risici, der er forbundet med stort forbrug af antibiotika, som har gjort lægerne bedre til at spare på antibiotika.

Det kan man nikke genkendende til i Region Hovedstaden, hvor udviklingen er fortsat ind i 2018. Og det vækker glæde på Medicinfunktionen på Bispebjerg Hospital, hvor Charlotte Vermehren, der er farmaceut, ph.d. og leder af Medicinfunktionen, arbejder for at nedbringe lægernes brug af antibiotika.

- Vi bliver jo hele tiden klogere, og vi får mere viden blandt andet fra forskningen, som har medført, at vi kan se, at vi ikke behøver behandle så massivt med antibiotika, som vi gjorde tidligere, siger Charlotte Vermehren.

Hun tilføjer, at vi kan lade os inspirere af Sydsverige (Skåne), hvor man gennem en koordineret uddannelsesindsats for de praktiserende læger har kunne nedsætte antibiotikaforbruget med lidt over 40 procent gennem de sidste 25 år. Almen praksis er dog organiseret anderledes end i Danmark, så forholdene er ikke helt sammenlignelige.

Børn får mindre antibiotika

Selvom lægerne i dag har et bredt fokus på ikke at udskrive for mange recepter på antibiotika, så er det særligt børn og unge, der i mindre grad end tidligere får tildelt antibiotikakure.

Det siger Lars Bjerrum, der er professor ved det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Universitet.

- Hos de yngste børn fra 0 til 4 år er forbruget af antibiotika faldet ganske betydeligt – omkring en tredjedel inden for de sidste 10 år – hvorimod hos de ældste 70 til 80-årige, der stiger forbruget. Så det går i forskellige retninger. Det er meget glædeligt, at forbruget falder hos børn, men det er ikke så glædeligt, at det stiger hos de ældre, siger Lars Bjerrum.

Han er enig i, at det har været kampagner, der har været med til at sætte lægernes forbrug af antibiotika ned. Og det især med fokus på børnene.

- Der var blandt andet en kampagne for få år siden, som handlede om, hvordan man skulle håndtere børn med øreinfektioner, hvor konklusionen var, at effekten af antibiotika ikke var særlig høj. Og da størstedelen af antibiotika til ører bruges til børn, så er det glædeligt at se, at den kampagne nu har haft en effekt – sammen med alle de andre initiativer der har været, siger Lars Bjerrum.

Et overforbrug af antibiotika

Det er uundgåeligt at få den tanke, at når lægerne på så få år har kunne nedbringe deres forbrug af antibiotika, så må det være fordi, de hidtil har haft et overforbrug af de bakteriedræbende pille. Og det er netop tilfældet, siger Lars Bjerrum.

- Der har været et overforbrug, det er der ingen tvivl om – både i Danmark og i mange andre lande, siger han og forsætter.

- Og da størstedelen af de infektioner vi behandler i primærsektoren, det vil sige hos den praktiserende læge, er virusinfektioner, og vi samtidig kan se, at størstedelen af dem, der så får behandling for det, de får antibiotika, så er der uden tvivl en hel del, der har fået antibiotika, uden at det har haft nogen gavnlig effekt - men derimod kun en uheldig effekt i form af bivirkninger og udvikling af antibiotikaresistens, siger Lars Bjerrum

Men selvom lægerne har haft en overforbrug af antibiotika i deres behandling af patienter, så er der ingen grund til at frygte, at man som patient får antibiotika, man ikke har brug for. Det understreger Lars Bjerrum.

- Man skal stole på, at ens læge har taget den rigtige beslutning, når man får en recept på antibiotika. Og det vil jeg sige, at det kan man i hvert fald også stole på, for vi har nogle vældig kvalificerede læger.