Langt fra målsætning: Patienter venter stadig i røret til 1813

Kun 51 procent af opkaldene i 2017 blev besvaret inden for tre minutter.

Ifølge de seneste tal fra 2017 blev kun 51 procent af opkaldene besvaret inden for tre minutter. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det er i dag fire år siden, at Region Hovedstadens Akuttelefon 1813 gik i luften.

Men 1813 har stadig svært ved at leve op til deres egen målsætning om, at 90 procent af alle opkald skal besvares indenfor tre minutter.

Ifølge de seneste tal fra 2017 blev kun 51 procent af opkaldene besvaret inden for tre minutter, mens 82 procent blev det indenfor 10 minutter.

Og det er langt fra tilfredsstillende, mener De Konservatives Christoffer Buster Reinhardt, der formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

- Det er sørgeligt, og det er ikke godt nok. Det bekræfter, at der er noget fundamentalt galt med konstruktionen af 1813. Det er synd for patienterne, at de skal sidde i telefonkøer, og det er ikke godt nok, siger han.

Han bliver bakket op af Liberal Alliances Jacob Rosenberg.

- Det er uacceptabelt - det er en forringelse af servicen overfor borgerne i forhold til, hvordan det var med den gamle lægevagtsordning, mener han.

Vi lavede en stor dumhed, da vi sagde, at man skulle igennem inden for tre minutter. Det er slet ikke realistisk.

Linda Lindén, regionsrådsmedlem (RV)

Akuttelefonen 1813 har siden sin start haft store problemer med både ventetider og personalemangel, og derfor har flere politikere i den seneste tid åbnet op for, at Region Hovedstaden indgår en aftale med De Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der bemandende den gamle lægevagt, som 1813 erstattede.

- Jeg er glad for, at vi forbindelse med konstitueringsaftalen har fået et bredt politisk flertal henover midten til at indgå nye forhandlinger med PLO, så der kan gøres noget ved de her groteske tal, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Den tidligere formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Karin Friis Bach (RV), er heller ikke tilfreds med tallene, som hun mener er langt fra målsætningen.

Hun er enig med Christoffer Buster Reinhardt i, at der skal laves en aftale med PLO.

- 1813 startede på et konfliktfyldt grundlag, og derfor har der nok været lidt for meget stejlhed fra begge parter. Men der er gået så lang tid nu, at vi burde være over den fase, så vi kan finde en løsning, der kan tilfredsstille alle, mener hun.

"Dumt" med tre minutters-målsætning

Ifølge Jakob Kjellberg, professor ved VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, så er tiden inde til, at Region Hovedstaden begraver stridsøksen med PLO og får landet en aftale.

- Det er en rigtig god idé at få PLO ind i folden. Det er de almene praktiserende læger, som er primært trænet til at vurdere akutte opkald, siger han.

Socialdemokratiets regionsrådmedlem Leila Lindén kalder det en 'dumhed' at have en målsætning om, at folk skal komme igennem til Akuttelefonen 1813 inden for tre minutter.

- Vi lavede en stor dumhed, da vi sagde, at man skulle igennem inden for tre minutter. Det er slet ikke realistisk. Jeg vægter meget højt, at folk er tilfredse med den behandling og service, de får, når de kommer igennem, siger hun og tilføjer:

- Og hvis der er noget rigtig galt, og det skal gå hurtigt, så er det jo ikke 1813 man ringer til.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.