Lave hække, overvågning og opmærksomme naboer holder tyve væk

Antallet af indbrud er på landsplan faldet med over 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Tyve bryder sig ikke om at blive set - derfor har Steen Bakhøj fra Måløv klippet sin ligusterhæk ned, så der er frit udsyn. (Foto: Peter Bye Andersen DR København)

Lave ligusterhække, lys-sensorer og årvågne naboer har fået antallet af indbrud i de danske hjem til at falde med 20 procent.

På landsplan har 4.947 anmeldt indbrud i private hjem i andet kvartal af 2019, sidste år lå antallet af indbrud i samme periode på 6.275, viser friske tal fra Danmark Statistik.

Et af de områder, som tidligere har været plaget af de langfingrede, ubudne gæster er Måløv i Ballerup kommune ved København.

Her oplevede husejerne, at de var utrygge, især når de tog afsted på ferie, efter at flere beboere var vendt hjem igen til knuste ruder og tømte skuffer.

Det fortæller Steen Bakhøj, som er formand for grundejerforeningen Krat - og kærlodden, som er en mindre forening, der dækker over 53 parcelhusejere.

Boligforening fik has på tyvene

Men trods de gentagne erfaringer med indbrud kan foreningens husejere i år holde sommerferie med ro i maven, for en række tiltag har nemlig fået tyvene til at holde sig væk.

- De fleste af os har installeret tyverialarmer med overvågning, og sat sensorer op i vores carporte, så lyset straks tænder, hvis der går en tyv derind, siger Steen Bakhøj.

Desuden er naboerne begyndt at holde øje med hinandens huse og haver.

- Vi putter skrald i naboens skraldespand, parkerer bilen i naboens indkørsel, eller vander blomster og slår græs for hinanden, så der stadig ser beboet ud, selv når naboen er på ferie, siger han.

Husejerne er også blevet opmærksomme på at anmelde mistænkelig adfærd fra for eksempel trick-tyve, fortæller Steen Bakhøj.

- Da min nabo kom hjem, sad der en lille kvist i hans dør. Det samme gjorde der ude i hans carport, siger han og tilføjer, at han også har fjernet et æble, som var blevet lagt på naboens gangsti foran hoveddøren.

- På den måde kan tyven se, om der er nogen hjemme, siger han.

"Man kan gøre meget selv"

Britt Wendelboe, der er programchef i TrygFonden, er glad for, at antallet af indbrud er faldet. Og det glæder hende, at husejere - som dem i Måløv - har taget sagen i egen hånd.

Der er nemlig meget, man selv kan gøre for at forebygge indbrud, fortæller hun.

Blandt andet kan man være en "aktiv nabohjælper" og "ringe 114, hvis man ser noget mistænksomt".

- Og så skal man sige hej til folk, som man møder på sin vej, for hvis man ser en tyv i øjnene og spørger, om der er noget, man kan hjælpe med, så finder han et andet sted at gå hen, for han er bange for at blive set, siger Britt Wendelboe.

Hun oplever en stigende interesse for at indbrudssikre sit hjem og tilmelde sig Nabohjælp.

- Folk vil meget gerne gøre noget ved det her. Der er en stemning af, at nu skal der gøres noget, og det ser vi resultatet af, siger Britt Wendelboe.

Hun mener dog ikke, at vi er kommet i mål endnu. Der sker nemlig stadig omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland

Det er TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) som står bag indsatsen Bo trygt!, deres målsætning er at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året.

Facebook
Twitter