Lavt spisebord og en hård stol: Hjemmearbejde gav Lene smerter i hele kroppen

Både fysioterapeuter og kiropraktorer oplever mange henvendelser fra hjemmearbejdende med smerter.

Lene Gross foran sit hjemmekontor, der har givet hende så store smerter, at hun måtte en tur til fysioterapeut. (Foto: Kamilla Mærsk © (c) DR)

Lene Gross arbejder normalt på kontor.

Men for to måneder siden blev hun, ligesom mange andre, sendt hjem.

Hun tog computer, mus og tastatur med hjem til det gamle svenske pyntebord, der blev omdannet til det nye skrivebord.

Og det har sat sine spor.

- Mine ben blev enormt stive, og det begyndte at gøre ondt, når jeg skulle gå en tur. Jeg fik også ondt i skulderen af at sidde på en meget uhensigtsmæssig måde med mus og tastatur, hvor jeg nærmest fik trukket skuldrene op omkring ørerne, siger hun.

Der er

tilsyneladende
mange af os, der - ligesom Lene Gross - med længsel drømmer om den bløde tilpassede kontorstol og hæve-sænke-bordet, der for tiden står og samler støv på flere mennesketomme kontorer.

Både Danske Fysioterapeuter og Dansk Kiropraktor Forening oplever i hvert fald en markant stigning i

henvendelser
fra hjemmearbejdende, der har ondt i ryg, skuldre og nakke efter at hæve-sænke-bordet er skiftet ud med spisebordet, køkkenbordet eller sågar sofaen.

- Spændinger i nakke og skuldre, hovedpine og stivhed i led er de mest markante årsager til

henvendelser
i forbindelse med hjemmearbejdspladser, siger Jan Enggaard Jensen, der er kredsformand i
Region
Hovedstaden for Dansk Kiropraktor Forening.

Der findes ikke en præcis opgørelse over, hvor mange der har meldt sig siden coronakrisen tvang mange til arbejde hjemme.

Lene Gross er med i bunken af dem, der har måttet få professionel hjælp.

Hun fik så ondt, at hun til sidst kontaktede en fysioterapeut, der slet ikke var i tvivl om, at hendes smerter kom af, at hun var groet fast til hjemmearbejdspladsen.

- Han sagde: Du sidder for meget ned. Du skal ud og bevæge dig, siger Lene Gross.

I videoen her kan du se, hvorfor det er en god idé at holde afstand, som er en del af grunden til, at mange arbejder hjemme i denne tid:

Arbejde og hverdag flyder sammen

Selvom Lene Gross fik muligheden for at slæbe alverdens kontorudstyr med hjem i privaten fra arbejdspladsen, er der uundgåeligt store forskelle på dagligdagen på arbejdspladsen og hjemmekontoret, mener hun.

- Jeg kommer ikke op og får naturlig bevægelse i løbet af dagen, hvor jeg går op til kantinen eller ud til kaffemaskinen. Jeg sidder simpelthen for meget ned, siger hun.

Det problem genkender Tina Lambrecht, der er formand for Danske Fysioterapeuter.

- På en normal arbejdsdag vil mange typisk rejse sig op og gå ned til en kollega, hvis man skal vende noget. Nu foregår alt fra stolen, siger hun og fortsætter:

- Når man sidder derhjemme på en ikke-optimal kontorplads, sidder man også og har rigtig mange video- og skypemøder, og man mangler variationen i hverdagen, som man plejer at have, siger Tina Lambrecht.

Desuden oplever hun, at mange sidder ned i længere tid, fordi det kan være svært at lægge arbejdet fra sig, når det foregår inden for hjemmets fire vægge.

- Når man sidder derhjemme og arbejder, glider arbejde og fritid rigtigt meget over hinanden, siger hun.

Og alt imens stolen er blevet hårdere og arbejdsdagen længere, er sportshallerne og fitnesscentrene også lukket ned. Tilsammen er det en farlig cocktail for vores kroppe, mener Tina Lambrecht.

Mærker en kæmpe forskel

Selvom de udstrækningsøvelser, som fysioterapeuten gav Lene Gross, har hjulpet en del, er hun alligevel glad for, at hun endelig har fået lov at tage ind på sin arbejdsplads til sit hæve-sænke-bord et par gange om ugen igen.

- Jeg kan allerede mærke en stor forskel. Nu står jeg op og får gået lidt rundt i løbet af dagen, siger hun.

Men hvis fremtiden byder på mere hjemmearbejde, må Lene Gross hanke op i sig selv, mener hun.

- Så må jeg skaffe mig et hæve-sænke-bord, og så skal jeg altså blive bedre til at holde pauser, hvor jeg kommer ud og går lidt omkring, siger hun.

Facebook
Twitter