Lejrskole hjælper anbragte unge

Det er sværere for anbragte børn og unge at stable venskaber på benene og trække studenterhuen på. Sommercamp skal hjælpe på det.

12-årige Emma Krogh Nielsen er en af de mange anbragte børn, der bruger deres sommer på at blive bedre til at læse og skrive på campen 'Lær For Livet'. (Foto: Mette Sørensen DR P4 København © (c) DR)

De cirka 3700 anbragte børn i hovedstadsområdet halter efter i uddannelsessystemet sammenlignet med ikke anbragte børn.

Derfor skal de have et skub, fortæller Illa Westrup Stephensen, som er direktør for projektet 'Lær for Livet', der i øjeblikket holder sommerlejr for 100 anbragte børn.

- De skal have et boost, fordi de statistisk klarer sig markant dårligere i skolen, siger hun.

Lejren fokuserer derfor blandt andet på at styrke børnenes faglighed og evnerne til at samarbejde med andre. Men undervisningen foregår på en lidt anden måde, end børnene er vant til.

- Det kan være alt fra nutids-r, hvor vi så laver stafet omkring det. Eller det kan være, at basketbolden giver point i forhold til, hvordan du staver, forklarer Illa Westrup Stephensen.

På campen i Lejre bruger 50 af børnene seks timer om dagen på intensiv dansk og matematikundervisning. En af dem er 12-årige Emma Krogh Nielsen. For hende har campen været en stor succes, fordi man lærer så meget, siger hun.

- Man får nye venner, man lærer at læse og skrive. Det er en god blanding af det hele, siger hun.

Og særligt det at møde andre i samme situation som hende, er rart, synes hun.

- Vi har de samme problemer, vi er allesammen i en plejefamilie. Det er dejligt at kunne snakke med dem om det. Det er rart, at du for eksempel ikke er den eneste, der har det svært i skolen, siger hun.

Facebook
Twitter