En båre, blodtryksmåler, medicin - og frysetørret blod.
Alle Region Hovedstadens akutlægebiler har fået tilføjet et nyt præparat til deres repertoire af udstyr, der kan være med til at redde liv.
Det frysetørrede blod, som i en mere præcis beskrivelse er plasma i pulverform, blandes med sterilt vand og bliver til en flydende masse, som kan gives til patienter, der akut mangler blod.
- Det er i den her pulverform, næsten lige som frysetørret kaffe, og så blander vi det hurtigt med sterilt vand i en snapopkobling som det hedder, forklarer overlæge Jakob Stensballe, blødnings- og traumeekspert og overlæge på Rigshospitalet, mens han trykker en plastikkanyleformet rør ned i flasken med pulveret.
Indtil videre har akutlægebilerne hjulpet 50 til 60 patienter med det frysetørrede blod inden for det seneste halvandet år. Tidligere kunne lægerne, der rykkede ud med akutlægebilerne, kun give saltvand.
Det er derfor en stor forskel, at patienterne nu kan få blod.
- Patienterne bliver mere stabile. Det fungerer godt, patienterne har gode reaktioner på det og har gavn af det, siger overlæge Jakob Stensballe og fortsætter:
- Vi kan give noget af det som patienterne mangler, og genskabe balancen i kroppen.
Erfaringerne fra Rigshospitalet bliver bakket op af amerikanske studier, som viser, at patienter har bedre mulighed for at overleve og bedre kan behandles senere, når der bliver givet blod tidligt.
Konkret reduceres dødeligheden ved livstruende blødning fra 32 til 22 procent, når der bruges blod på ulykkesstedet eller på vej til hospitalet.
Derfor er målet at få frysetørret blod udbredt til hele landet - og lære endnu mere om brugen af det, siger Jakob Stensballe.
- Blodprodukter i en eller anden form helt fremme, hvor patienten er livstruet er deres blødning, er kommet for at blive, siger han.