Lille chip sparer hospital for millioner

En digital chip i for eksempel medicinkassen sparer Herlev Hospital for millioner af kroner.

Både medicin, madrasser og kørestole kan nu spores med en lille chip, og det sparer hospitalet for millioner af kroner.

Et forsøg med en lille chip på Herlev Hospital skulle egentlig handle om at holde styr på dyr medicin, men projektet er blevet en økonomisk gevinst for hospitalet, og det hjælper i sidste ende patienterne.

Den lille digitale chip har nemlig vist sig både at spare både tid og penge på hospitalet. Og de penge kommer patienterne til gode, fordi de kan bruges andre steder.

Tingene kan spores

Den lille computerchip ligner dem vi kender i nøglekort, og den digitale mærkning er utrolig effektiv, fortæller Michael Wallin, strategisk chef på Herlev Hospital.

- Vi kan følge medicinkasser hele vejen, og det er en stor fordel, hvis medicinen for eksempel skal holdes kold. Nu kan vi spore medicinen, så den ikke går tabt, og det betyder, at vi undgår tab på op mod 400.000 kroner, som medicin let koster, forklarer han. 

Michael Wallin forsikrer, at de sparede penge bliver brugt andre steder på hospitalet, og det kommer patienterne til gode.

Kørestole og madrasser kan også spores

 

Forsøget med mærkning er netop blevet udvidet, så også dyre trykmadrasser og kørestole nu har fået en chip. På den måde kan personalet se, hvor der er ledige hjælpemidler, så de hurtigt kan komme i cirkulation hos nye patienter. 

I dag foregår sporingen via en computer, men Michael Wallin forudser, at ordningen snart kan overgå til mobiltelefoner, så personalet hele tiden kan tjekke hospitalet genstande. Og der skal flere ting på listen.

- Det stopper ingen steder, der er uanede muligheder for at bruge den her teknologi. Lige nu er det kørestole, vi tjekker, men jeg tror, at vi kan gøre det med alle vores genstande, så vi slipper for at rende og lede efter vores ting, forklarer Michael Wallin.

Teknologien hedder Radio Frequency IDentification Tags.

Facebook
Twitter