Louise tog ulovlig angst-medicin for at glemme: Endte på psykiatrisk afdeling

Stadig flere unge bruger angst-medicinen Xanax som euforiserende stof, selvom det kan være farligt.

Louise er idag i behandling for sit misbrug. (Foto: Sofie Wøhlk © dr)

Det startede som selvmedicinering for at dæmpe angsten og problemerne hjemme hos familien.

- Jeg ville gerne væk. Derfor endte jeg i en vennegruppe, hvor man tog rigtig mange stoffer, siger Louise, der i dag er 17 år.

Men ret hurtigt blev de små doser gradvist større, og hurtigt endte Louise i et decideret misbrug af den receptpligtige angstmedicin Xanax, som primært bliver brugt i USA og er ulovlig at sælge og købe i Danmark.

- Jeg blev nødt til at tage større og større doser for at få en virkning. Til sidst blev jeg vildt sløv af det. Jeg kunne ikke danne sætninger, siger hun.

Ifølge Københavns Kommunes rådgivnings- og behandlingstilbud U-Turn bruger stadig flere unge som Louise Xanax som euforiserende stof, fortæller behandler Trine Nielsen.

- Flere og flere unge, der kommer her i huset, taler om Xanax eller de kælenavne, det har, siger hun og kalder udviklingen alvorlig.

- Du kan sagtens få en overdosis. Hele kroppen går ned på lavt blus. Som at blive lagt i dvale. Og så kan hjertet blive så træt af at slå, at det ikke gider at slå, siger hun.

Politiet følger udviklingen

Hos Københavns Politi har man godt lagt mærke til, at stoffet er dukket op hos de unge. Selvom der kun er registreret et par sager i København, så følger politiet udviklingen tæt og har taget kontakt til SSP.

- Vi har gjort vores samarbejdspartnere opmærksomme på farligheden af stoffet og bedt dem holde øje med, hvis der sker ændringer i de unges adfærd, fortæller Bjarke Alberts, politikommissær i Den Kriminalpræventive Sektion i Københavns Politi.

Louise formåede at holde sit misbrug og daglige indtag af Xanax skjult for sin familie. Lige indtil en dag, hvor det næsten gik helt galt til en fest hos vennerne, hvor hun blandede stoffet med alkohol.

- Jeg fik en psykotisk episode, hvor jeg prøvede at begå selvmord. Men de andre stoppede mig, ringede efter en ambulance og fik mig indlagt, siger hun.

Ikke godt for sind eller krop

I dag er Louise i behandling for sit misbrug. Turen på psykiatriske afdeling fik hende nemlig til at indse, hvor langt ude hun var kommet.

- Det gik op for mig, at det ikke er normalt at tage så meget. Det er ikke godt for hverken sindet eller kroppen. Så jeg ville gerne stoppe der, siger hun.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at Lægemiddelstyrelsen nu vil sætte ind mod ulovlige salg af Xanax, der typisk finder sted på nettet.

DR er bekendt med Louises fulde navn, men har valgt at anonymisere efternavnet af hensyn til Louises fremtid.

Facebook
Twitter