Mågeskrig generer nattesøvnen

Skrigende måger er blevet et stort problem i havnebyer, og borgere klager over larmen.

Skrighalsene forstyrrer nattesøvnen i byerne. Mågerne er et problem i kommuner, der har havne. (© Colourbox)

Fuglekvidder er for flere borgere udskiftet med mågeskrig. Et problem, der specielt rammer havnekommunerne, skriver Jyllands-Posten.

I eksempelvis København er der i disse måneder et stigende antal henvendelser om måger, der forstyrrer nattesøvnen, når vinduerne står åbent i de lune sommernætter.

En af dem, der har være plaget af mågerne, er Anne Marie Svensson, der bor på Østerbro, hvor mågeskrigene er blevet en fast, kedelig del af hendes hverdag.

- Mine kolleger spørger: 'Hvad er der med dig?' Og så kan jeg fortælle, at jeg har haft en 'mågenat', og det betyder, at mågerne har skreget hele natten, og at jeg ikke har lukket et øje, fortæller hun.

Måger skal skræmmes væk i foråret

Hvis mågerne skal væk, så skal der tages hånd om problemet ved at fjerne mågerederne i foråret. Og så skal man sørge for, at mågerne ikke sætter sig til rette på tagene, forklarer Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening.

Men i Københavns Kommune er der ikke sat ekstra penge af til at bekæmpe problemet, forklarer miljøinspektør Kim Maimann:

- Som det er nu, så er der ikke de store muligheder for at skride ind. Det er jo noget, der skal vedtages, at vi som kommune går ind i en regulering, siger han. 

Politiker vil gerne hjælpe 

Udfordringen med måger har ikke været taget op i Teknik- og miljøudvalget i København, hvorimod Aalborg Kommune i år har afsat 300.000 kroner til at bekæmpe mågerne. Men det bliver der måske ændret på nu, for Jakob Hougaard (S), der er medlem af Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune, er klar til at skride ind overfor de larmende fugle:

- Hvis der skal gøres noget ved mågerne, og det kræver nogle bevillinger, så er det noget, jeg vil være åben overfor. For mågerne er meget, meget støjende, og de skal ikke være i byen, slår han fast.

Fjern pizzabakker og madrester

Jakob Hougaard peger blandt andet på, at en løsning kunne være at sørge for, at offentlige områder holdes fri for eksempelvis madrester og pizzabakker.

Han ser alvorligt på, at flere borgere har følt sig nødsaget til at bede kommunen om hjælp.

- Jeg synes, at man skal tage klagerne alvorligt, for folk klager ikke uden grund. Det er jo fordi, det er forstyrrende og generer nattesøvnen, siger Jakob Hougaard.

 

Facebook
Twitter