Madanmelder: Forudsigeligt og forargeligt

Uddelingen forløb som forventet, men det skriger til himlen, at skandinavien stadig ikke har fået en trestjernet restaurant, siger madanmelder.

Igen i år har Noma fået to stjerner i den populære guide. Forargeligt, mener Søren Frank. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Heller ikke i år opnåede Noma en topplacering med tre stjerner i Michelin-guiden. Det var der faktisk ikke en eneste restaurant i Skandinavien, der gjorde.

Ifølge Søren Frank, der er madanmelder for Berlingske, er det uforståeligt, at man heller ikke i år kaster tre stjerner efter en nordisk restaurant.

- Det skriger til himlen, at der ikke findes en eneste tre-stjernet restaurant i Skandinavien, når man ser på, at man i Tyskland har ti. Det skandinaviske køkken er kendt og respekteret i gastronomiske kredse over hele verden, så det er mærkeligt, siger han til dr.dk/kultur.

Guld, sølv og bronze

Han fremhæver, at det stadig er flot at komme med i guiden, men at det ikke er tilfredsstillende i længden at være den evige toer eller treer.

- Herhjemme har vi vænnet os til, at det er meget godt, når en restaurant får en stjerne, men man skal huske på, at stjernerne er som guld-, sølv- og bronzemedaljer. Der mangler vi altså stadig guldet.

Efter at have spist på flere tre-stjernede restauranter rundt omkring i Europa, er han dog ikke i tvivl om, at det også bliver Skandinaviens tur på et tidspunkt, og det åbner døre for andre restauranter. 

- Det skal nok komme og når først, det sker, så går der hul på bylden. Det er mødom, der skal tages, og så vil der følge flere bagefter.

Konservative franskmænd

Når det så er sagt, mener Søren Frank alligevel, at årets guide er positiv set med danske briller.

- Hvis man ser bort fra, at Noma blev forbigået, så er det både fornuftigt og meget forventeligt, hvordan stjernerne blev uddelt, siger Søren Frank.

Det kommer især som en overraskelse, at Kadeau modtager sin første stjerne i år. De har tidligere fået opmærksomhed fra guiden, men har siden sidste år flyttet til nye lokaler, og det falder ikke altid i god jord hos Michelin.

- De kan godt være lidt konservative hos Michelin på nogle områder. Man har tidligere set, at når franske restauranter har skiftet placering, har det kostet dem en stjerne. Der er ingen tvivl om niveauet på Kadeau, men jeg havde ikke forventet, at man ville være så hurtig på aftrækkeren.

Opmærksomhed til opkomlinge

Udover stjernerne giver Michelin-guiden også anerkendelse til en række andre danske spisesteder i form af en 'Michelin Bib Gourmand'.

Ifølge Søren Frank er det et skulderklap til restaurationerne, men der er efterhånden så mange på listen, at han ikke tror, at Michelins folk er grundige nok i deres besøg.

- 'Retour' er oplagt at have på listen, men jeg tror ikke, at guiden kan komme ud til dem alle af flere omgange, og det fjerner noget af troværdighed, siger han.

Udover Retour er der en Michelin Bib Gourmand til Marv & Ben, Orangeriet, Enomania, Mêlée, Søren K, Skovshoved, Famo, Frederiks Have, Kanalen, Kødbyens Fiskebar, L'Altro, Sommelier.

Facebook
Twitter