Maj-solen resulterede i rekordhøj produktion fra solceller: 33 procent over normalen

De 361 solskinstimer, vi havde i maj, betyder, at der er blevet produceret 33 procent mere strøm fra landets solcelleanlæg end normalt.

Solen har i hele maj og starten af juni bagt ned over Danmark, og det har betydet, at solcelleanlæggene over hele landet også har kørt på fuld drøn.

Der blev i alt produceret rekordhøje 165 gigawatt-timer, GWh, i maj, og det er ifølge Energinet over 33 procent mere end den hidtidige rekord.

Det svarer til det årlige forbrug fra cirka 40.000 almindelige, danske husstande.

Og der er ingen tvivl om, at det varme vejr har givet god produktion fra Danmarks solcelleanlæg, fortæller Flemming Vejby Kristensen, der er formand for Dansk Solcelleforening, til dr.dk.

- Vi oplever, at der er et stigende fokus på at have en grøn profil og et regnskab, hvor man kan vise, at en del af energien bliver produceret fra ens eget solcelleanlæg, siger han.

Endnu smartere løsninger på vej

Hos både Dansk Solcelleforening og Dansk Energi vurderer man, at vi fremover kommer til at se, at mange flere får solceller og producerer egen energi. Både virksomheder og private.

- Næste generation af solceller vil være integreret i byggematerialerne, så de næsten kan ligne tagsten, siger Jørgen Christensen, der er teknologidirektør i Dansk Energi.

Han mener dog samtidig, at solcellestrømmen ikke altid er helt nok.

- Det er rigtig fint i de perioder, hvor solen skinner meget. Men der er stadig behov for et elforsyningssystem bagved, da der er kolde dage om vinteren, hvor man ikke får noget fra solen. Og hvis folk arbejder om aftenen, er det heller ikke sikkert, det er nok med solenergien, siger han.

Selvforsynende og med overskud af energi

Én af de virksomheder, der er hoppet med på solcellebølgen, er Sampension, som har monteret 761 solcellepaneler på taget af deres bygning i Hellerup.

Her har de mange solskinstimer i maj resulteret i en overskudsproduktion af solenergi, fortæller Søren P. Espersen, der er hr- og kommunikationsdirektør i Sampension.

- Vi producerede så meget strøm i maj, at vi kunne sælge en lille sjat af det tilbage, siger han.

På de fire år, de har haft solcellepanelerne, har de samlet set produceret 600.000 kilowatt-timer og derved sparet 1,3 millioner kroner i strøm.

- Og så har vi sparet 450 ton CO2 ved at producere fra det har anlæg, siger Søren P. Espersen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.