Mange klager over nye buslinjer i København: ’Det stresser mig’

Siden åbningen af Cityringen har Movia fået 730 klager over de omlagte ruter i Storkøbenhavn.

Valdemar Olin er 27 år og arbejder ofte aften og tidlig nat, fordi han er tjener. Har han sværere ved at komme hjem efter busomlægningerne. (Foto: Ida Zander)

Klokken har passeret midnat, og Valdemar Olin er stadig i fuld gang med arbejdet som tjener i Indre København.

Selvom han bør fokusere på rene glas og nystrøgede servietter til næste dag, så fylder en gul buslinje de fleste af hans tanker de sene aftentimer.

For i midt oktober blev en del buslinjer i Storkøbenhavn ændret i forbindelse med åbningen af metro-cityringen.

Det betyder, at Valdemar Olins sidste bus fra arbejdspladsen på Kongens Nytorv til hjemmet i Charlottenlund ikke kører en gang i timen mere, som den ellers altid har gjort.

Og det frustrerer 27-årige Valdemar Olin.

- Jeg synes simpelthen ikke, det kan passe. Det stresser mig unødvendigt, når jeg er på arbejde, at jeg skal nå en bestemt afgang for at komme hjem.

De fleste dage når han ikke den sidste afgang med linje 23. Alternativet er to forskellige togforbindelser, der heller ikke kører i nattetimerne, og ellers er det 12 kilometer på den tohjulede.

Og ligesom det er vigtigt for alle os andre, så er det også vigtigt for Valdemar Olin at komme hjem og sove.

- Ofte skal jeg op og på arbejde igen dagen efter, så jeg skal jo kunne komme hjem i ordentlig tid, så jeg kan nå at sove, siger han.

Valdemar er ikke den eneste

Siden ændringerne blev indfases, har trafikselskabet Movia modtaget 730 klager over de nye ruter og stoppesteder.

Det viser en aktindsigt, som P4 København har fået fra Movia.

Men med så store omlægninger af buslinjer kan man ikke undgå klager, siger Per Gellert, som er plandirektør i Movia.

- Det er selvfølgelig en del, men i forhold til hvor store ændringer der er lavet, så er det ikke overraskende, siger han.

Og med 33 omlagte buslinjer vil der altid være nogle, der bliver frustrerede, understreger Per Gellert.

- Nogle får bedre muligheder, og nogle får desværre dårligere.

Samme begrundelse finder man hos Jens Mandrup (SF), som er formand for trafikudvalget i Region Hovedstaden. Et udvalg, som blandt andet står for at koordinere den kollektive trafik i regionen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt med så mange klager, men det er forventeligt, fordi det er en så stor omlægning.

Vurdering af ruterne

Skal der ændres i de nye busplaner, så bliver det ikke foreløbig. For først til foråret skal linjerne evalueres, siger Per Gellert fra Movia.

- Større ændringer af linjer eller tilbagelægninger af ruter vil først ske, når vi har haft en dialog med regionen og kommunerne, der i sidste ende bestemmer.

Og Jens Mandrup fra Region Hovedstadens trafikudvalg siger også, at ændringer og klager skal kigges igennem for at se, om noget skal laves om.

- Jeg kan godt forstå de folk, der klager. Derfor skal vi også på et tidspunkt tage et kritisk blik på, om alle linjerne fungerer.

Jens Mandrup understreger dog, at busruterne er ændret, så de fleste mennesker får de bedste transportmuligheder.

- Det store passagertal er i København, og så er der færre brugere i forstæderne, så vi har måttet kigge kritisk på, hvilke omlægninger vi kunne finansiere.

Men den køber Valdemar Olin ikke.

- Det er superfint, at vi har fået en cityring. Men for dem, der bor uden for København, skal der stadig være mulighed for at komme hjem om natten i hverdagene.

Klagerne over de ændrede ruter og stoppesteder har gennem den seneste måned udgjort en fjerdedel af Movias samlede klager.