Manglende overblik over kameraer sinkede politiet i jagten på gerningsmand

Politiet spildte vigtig tid efter weekendens terrorangreb, da de måtte køre rundt i gaderne for at finde ud af, hvor kameraovervågning er sat op.

Ved hjælp af overvågningsbilleder kunne politiet efterlyse gerningsmanden bag weekendens terrorangreb i København. To blev dræbt i angreb, og gerningsmanden blev til stdst skudt og dræbt af politiet. (Foto: Overvågningskamera)

Der er intet overblik over de anslåede 500.000 kameraer, som filmer danskerne på gaderne.

Derfor måtte politiet selv køre rundt i Københavns gader efter weekendens terrorangreb og lede efter kameraer, som kunne afsløre gerningsmandens færden. Det kan have kostet vigtig tid, skriver Politiken.

I sikkerhedsbranchen efterlyser man et register over kameraerne, siger branchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen.

Sikkerhedsbranchen har før bedt om register

Det er ikke første gang, at sikkerhedsbranchen har efterlyst et register over den anslåede halve million kameraer, hvoraf omkring 100.000 kameraer filmer i København.

Ifølge Kasper Skov-Mikkelsen ville et register ellers være en opgave, der er ligetil:

- De skal oprettes i en database, og så skal vi have en ordning, så folk fremover rapporterer ind hver gang, der kommer ny overvågning. Det ville man kunne ordne i løbet af nogle måneder, siger han.

Politiet hilser register velkomment

Hos politiet er man positive overfor et register, der giver et overblik over, hvor der sidder overvågningskameraer i Danmark, og Dansk Folkeparti vil tage forslaget op med justitsminister Mette Frederiksen (S).

I weekenden brugte politiet kameraovervågning blandt andet til at efterlyse gerningmanden bag terrorangrebet og til at fastlægge hans færden. 

 

Facebook
Twitter