Mens folkekirken er lukket, holder katolske kirker åbent trods coronakrise

Biskop mener ikke, at en åben kirke udgør en fare, når messerne er aflyst.

Sankt Ansgar Kirke i København holder åbent under coronakrisen. (Foto: Anne Diklev Pallesen © (c) DR)

Mens det meste af Danmark og dermed også landets folkekirker holder lukket under coronakrisen, har den katolske kirke valgt at holde flere kirker åbne for

offentligheden
.

Én af dem er Sankt Ansgar Kirke i Bredgade i København.

Her er der åbent hver dag, hvor man også kan komme til skrifte hos kirkens præst.

- Det er et stort savn for mange, at de ikke kan komme til messe om søndagen, så derfor er der mange, der synes, at det her er en god mellemløsning, siger

biskop
for den katolske kirke i Danmark, Czeslaw Kozon.

Åbningen sker på trods af, at kirkeminister Joy Mogensen (S) har

opfordret
andre trossamfund til at følge folkekirken trop ved at holde lukket samt lytte til sundhedsmyndighederne for at forhindre smittespredningen.

Men kirkens åbning udgør ikke en fare, mener

biskop
Czeslaw Kozon.

- Jeg kan ikke se, at det at komme i kirken er mere farligt end så mange andre måder at mødes på, når man overholder de gældne regler, som vi har i dag, siger han.

De åbne kirker har medført stor debat på diverse katolske Facebook-grupper, hvor flere mener, at kirken burde holde lukket.

En besked fra Sankt Ansgars Kirke i København, efter der har været heftig debat på kirkens facebookside, siden kirken har valgt at holde åbent under coronakrisen. (Foto: (screendump Facebook) © (c) DR)

Den debat er Czeslaw Kozon opmærksom på, og han

afviser
ikke at lukke kirkerne på et senere tidspunkt.

- Vi benytter muligheden for at holde åbent, fordi den er der. Men det er ikke noget, vi står på, så hvis der kommer andre regler, retter vi selvfølgelig ind, siger han.

Corona er ligeglad med din trosretning

Beslutningen om at holde de katolske kirker åbne undrer flere partier på

Christiansborg
.

Kirkeordfører for partiet Nye Borgerlige, Pernille Vermund, kalder det uansvarligt, at kirken holder åbent.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke tager det hensyn, der er til borgerne og smitterisikoen, og lukker ned, som man har gjort andre steder, siger hun.

Det er ikke ulovligt for de katolke kirker at holde åbent, for det kun er folkekirken som en offentlig institution, der er underlagt reglerne om at holde lukket for

offentligheden
.

Det vil Enhedslistens kirkeordfører Christian Juul gerne have lavet om på.

- Når vi snakker smitterisiko, er corona ligeglad med, om man er katolik, protestant, jøde eller muslim. Man er lige udsat, siger han.

DR
har forsøgt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen (S), men det har indtil videre ikke været muligt.

Facebook
Twitter