Mildt vejr: Kommuner sparer penge på vinterberedskabet

En mild vinter betyder, at flere kommuner har brugt færre penge på snerydning end planlagt.

Når vintervejret er mildt, bruger kommunerne færre penge end budgetteret på at holde vejene fri for sne og is. (Foto: Henrik Hachel)

Det kan godt være, at børnene er triste over, at kælken står og samler støv på loftet, men rundt om i kommunerne kan man glæde sig over det milde vintervejr. For når der ikke er nedbør på vejene, sparer kommunerne nemlig på udgifterne til vinterberedskabet.

Den seneste vinterperiode har ikke betydet travlhed for snerydningskøretøjerne, og de få dage med sne har været klaret relativt hurtigt. Flere steder har man derfor brugt færre ressourcer på at rydde sne, end der var afsat penge til.

Blandt andet i Helsingør og Fredensborg Kommuner, hvor Nordsjællands Park & Vej står for vinterberedskabet, har vinteren indtil nu betydet, at man ligger under budgettet.

- Det er jo nogle lidt sjove vintre vi har fået, så vi har haft et budget på 15,5 millioner kroner, men vi har kun brugt 13 millioner, fortæller direktør i Nordsjællands Park & Vej Niels Christian Koefoed.

Han fortæller dog, at det milde vejr har skabt lumske situationer, som har gjort det nødvendigt at rykke ud en del gange allerede.

- Når temperaturerne svinger omkring nulpunktet, og vi har regn, risikerer saltet at blive visket væk, samtidigt med at regnen kan lægge sig som frost på grund af kolde kørebaner, så vi har allerede saltet en del på vores veje, forklarer han.

Mindre slid på vejene under milde vintre

Men det er ikke kun økonomien til vintertjenesten, der har glæde af det milde vejr. Også vejene kan nyde godt af en vinter, hvor det ikke er den hårde frost, som plager.

- Det er i hvert fald klart, at jo mere frost, vi har, desto mere vand kan trænge ned i revnerne i veje og skade asfalten, og færre udrykninger med sneskrabere giver også mindre slid på vejene, siger Niels Christian Koefoed.

Også i København Kommune har vinteråret indtil nu betydet, at man har anvendt færre ressourcer end planlagt til snerydning og saltning af vejene.

- Vi har haft 30 udrykninger til sne og frost mod normalt 50, så vi regner med at ligge under det normale, siger centerchef Vibeke Vedel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.