Minister stikker kæp i hjulene på københavnske sporvogne

Transportminister vil ikke betale for analyse om letbaner i København. Det møder kritik hos både politikere og trafikforsker.

I både Storkøbenhavn, Aalborg, Aarhus og Odense er man ved at bygge letbaner. (© Odense Kommune)

Vil pendlerne i hovedstaden komme hurtigere på arbejde, hvis sporvogne atter engang kører gennem de københavnske gader?

Det spørgsmål står ubesvaret, efter transportminister Hans Christian Schmidt (V) har valgt at trække sin støtte til en analyse, der skulle kortlægge effekten af letbaner i København.

I et brev til Region Hovedstaden trækker ministeren sin støtte og 17,5 millioner kroner til analysen, da der alligevel ikke er råd til flere letbaner de kommende år.

Brug for at løfte offentlig transport

Men den begrundelse køber trafikforsker fra Roskilde Universitet Per Homann Jespersen ikke:

- Det er et meget dårligt argument. Det er jo ikke sandsynligt, at vi får flere letbaner eller buslinjer de kommende år, men vi ved endnu ikke, hvor behovet er størst, siger han.

Han vurderer, at et udvidet letbanenet kan være med til at afhjælpe trængslen i de storkøbenhavnske kommuner, der i dag ikke dækkes særlig godt af bus- eller S-togsnet.

Hovedstaden vil have bedre kollektiv transport

Han bakkes om af Socialdemokraternes regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen:

- Det her handler jo ikke kun om København. Det handler om at binde kommunerne bedre sammen, så vi får en mere attraktiv offentlig transport, som flere borgere vil bruge i fremtiden, siger hun.

Region Hovedstaden har selv postet 10 millioner kroner i analysen. Ifølge regionsrådsformanden skal de penge fortsat gå til den offentlige transport i regionen.

Dansk Folkeparti kan ende med at bryde trafikforlig

Pengene til letbane-analysen kommer fra et forlig, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i forrige regeringsperiode. Dermed er der opstået tvivl om, hvorvidt ministeren overhovedet kan bryde forliget.

Men det kan ministeren godt, siger lektor i Statskundskab på Aarhus Universitet, Helene Helboe Pedersen:

- Ministeren kan godt bryde aftalen, eftersom hans parti (Venstre, red.) ikke er en del af forligskredsen. Det er Dansk Folkeparti derimod, så det bliver interessant at se, om partiet vil holde hånden under ministeren i denne sag.

Transportminister Hans Christian Schmidt har ikke ønsket at udtale sig i sagen.