Mor og far mangler på stemmesedlen: Flere kommuner går ind i jagten på forældre til skolebestyrelsen

Der er brug for flere forældre, der vil stille op til skolebestyrelsen ved forårets valg.

Det er ikke alle skolebestyrelser i København, der er fuldtallige som denne bestyrelse, der holder møde på Østre Farimagsgade Skole i København. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

Hvordan skal skolegården se ud, skal der være en anti-mobbestrategi og hvilke ordensregler skal der være på skolen?

Det er nogle af de ting, der typisk bliver diskuteret i en skolebestyrelse.

Men i København er der brug for flere forældre, der har lyst til sidde med ved bordet, og derfor har Københavns Kommune sat en kampagne i gang, der skal få flere til at stille op til skolebestyrelsesvalget, som bliver holdt hver fjerde år og typisk i forårsmånederne.

- Der er faktisk skoler, der ikke kan rekruttere fuldtallige bestyrelser, og det er også sådan, at der sker udskiftninger i perioden, så vi har jo også brug for suppleanter, siger børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jesper Christensen (S).

Det laver en skolebestyrelse

Skolebestyrelsen har indflydelse på:

  • Hvordan skolen organiseres
  • Klassesammensætning
  • Fællesarrangementer i skoletiden
  • Skolebestyrelsen vælger skolens indsatsområder, som for eksempel mobbefri skole, faglige indsatser, prioritering af sund kost eller lignende.
  • Skolebestyrelsen godkender skolens budgetter, undervisningsmidler, ordensregler og værdiregelsæt.


Kilde: Københavns Kommune

Flere kommuner spreder budskabet

Maria Guldager er en af de københavnere, der deltager i kommunens kampagne. Hun tror, at mange fravælger bestyrelsesarbejde på grund af tidsmangel.

- Jeg tror, de fleste tænker, at det tager meget tid, og de får ikke noget for det. Men det er altså meget fedt, fordi jeg lærer meget; både om skolen og om bestyrelsesarbejde, siger Marie Guldager, der er med i bestyrelsen på sin søns skole, Hanssted Skole i Valby.

Flere kommuner gør som København og går ind i kampen for at få forældrene til at engagere sig i skolebestyrelsesarbejde, lyder det fra forældreorganisationen Skole og Forældre.

- Det ser vi faktisk meget mere ved det her valg end for fire år siden. Der er rigtig mange kommuner, der er på facebook og laver små videoer og tager ansvaret for, at der bliver valgt skolebestyrelser, siger formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen.

Det er blandt andet Aalborg, Vejen, Furesø, Frederiksberg, Roskilde, Lejre kommuner, der har gjort en ekstra indsats for at gøre borgerne opmærksom på skolebestyrelsesvalget.

Forsker: Paradoksalt, at ingen stiller op

Det er en tilbagevendende tendens, at det er svært at mobilisere opbakning til skolebestyrelsesvalgene, fortæller Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Vi kan ikke udvikle skolen alene, vi har i den grad brug for at forældrene er med

Jesper Christensen (S), Børne- og Ungdomsborgmester i København

- Det er et valg, der har meget lidt interesse. Men det er jo lidt paradoksalt, for det har jo at gøre med noget meget vigtigt i vores liv, nemlig børnenes skole, som er der, hvor børnene tilbringer det meste af deres liv, siger han.

Han tror, at en af forklaringerne på de få kampvalg er, at forældrene faktisk er meget tilfredse med skolen.

- Og når man er tilfreds med den service, der leveres, så er der heller ikke den store grund til at fare hen og stille op til skolebestyrelsen eller bare at stemme for den sags skyld, siger Roger Buch.

I København håber borgmester Jesper Christensen dog stadig, at man vil se længere opstillingslister og flere kampvalg i år. For det er ikke bare vigtigt for den enkelte skole, men generelt for fremtiden for folkeskolen.

- Vi kan ikke udvikle skolen alene, der har vi den grad brug for at forældrene er med, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.