Når mor og far ikke har råd: Flere børn får hjælp til en fritidsaktivitet af kommunen

81 ud af landets 98 kommuner har nu en ordning, hvor kommunen hjælper økonomisk trængte familier med fritidsaktiviteter til børn.

Udover kontingent hjælper kommunerne blandt med de økonomisk trængte familier at dække udgifterne til fodboldtrøjer og andet udstyr. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Flere børn i Danmark får økonomisk hjælp, så de kan at gå til sport i fritiden.

81 ud af landets 98 kommuner har nu en ordning, hvor kommunerne hjælper økonomisk trængte familier med at betale for kontingent og udstyr. Det viser en opgørelse fra Idrættens Analyseinstitut.

- Der er et stigende fokus på, at alle børn kan dyrke idræt. Også de børn, der er belastet økonomisk eller socialt på den ene eller anden måde, siger konstitueret direktør i Idrættens Analyseinstitut Maja Pilgaard.

Der findes flere forskellige hjælpe-ordninger rundt om i kommunerne, blandt andet "Fritidspasset", som siden år 2000 er gået fra at være en forsøgsordning til at være en fast ordning i 26 kommuner. Derudover kan børn få hjælp til at komme til sport gennem BROEN, Get2sport og "Plads til alle", der er et samarbejde mellem organisationer og kommunerne.

Flere børn i klubberne

I Københavns Kommune har man i knap et halvt år hjulpet 263 børn med et tilskud på 1.000 kroner til kontingent og 500 kroner til indkøb af træningsdragter eller andet udstyr.

- Det er fantastisk og meget meningsfuldt, at vi på denne måde kan hjælpe også børn fra forenings-fremmede hjem inden for i foreningslivet, siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (AL).

Nørrebro Taekwondo klub er en af de klubber, som har brugt kontigentstøtteordningen i et halvt år. De har 40 børn, som nu får hjælp fra kommunen til medlemskab, dragter og udstyr.

Det har betydet flere børn i klubben, fordi flere forældre, der tidligere ikke havde råd, nu får støtte gennem kontingentordningen. Noget, forældrene sætter stor pris på, fortæller Karla Christensen, der administrativ medarbejder i taekwondoklubben.

- Det kan være svært at have børn, der rigtig glade for at gå til noget, men så at være nødt til at sige til dem, at de ikke kan være med, fordi man ikke kan finde penge til det. Så det betyder rigtig meget, siger hun.

Del af et fællesskab

Kontingentstøtteordningen har også betydet, at flere børn nu får råd til at komme med til stævne. Noget, som flere børn i klubben tidligere ikke har haft mulighed, fordi forældrene ikke har haft råd.

- Vi har familier, der ikke behøver at vælge, hvilke af deres børn der skal med til et stævne, fordi de nu har mulighed for, at alle deres børn kan være med. Så det er rigtig godt, siger Karla Christensen.

I DGI Storkøbenhavn er man også glade for ordningen, som har stor betydning for, at børnene, som måske kan føle sig isoleret, når et bedre og mere aktivt liv.

- Det betyder, at man kan blive en del af et fællesskab, hvor man møder en masse andre børn og unge, som er forudsætningen for trivsel og for at have det godt og lege med sine jævnaldrende, siger Magnus Holmegaard, der er programleder for inklusion i DGI Storkøbenhavn.