Natteværter dæmper larmen: Politikere ønsker permanent ordning

De tysser på højtråbende gæster i nattelivet og minder dem om, hvad skraldespande er til for, og nu får de lov at fortsætte.

Natteværterne går to og to på gaderne i Københavns indre by fredag og lørdag aften. Et tre måneders forsøg har været så stor succes, at ordningen fortsætter året ud, og flere aktører ønsker en permanent løsning (Foto: Grafik: Lærke Kromann)

Iklædt blå jakker går Shane Kenny og hans natteværtskollegaer, der er ansat af Københavns Kommune, to og to rundt som en del af nattelivet i Københavns Indre by ved for eksempel Strøget og Middelalderbyen.

Natteværterne ses her på patrulje i København. (Foto: Shane Kenny © Shane Kenny)

Det har de gjort fredag og lørdag nat fra marts til juni. Deres opgave er at holde larmen på et nogenlunde niveau, anvise hvor der er toiletter, så porte og butiksvinduer slipper for at fungere som urinaler og minde nattelivsgæster om, at pizzabakker og kebabpapir skal i skraldespanden og ikke smides på gaden.

- Vi har en evne til at gå i dialog med de unge uden en løftet pegefinger, og vi appellerer til at tage hensyn, at gæsterne tænker på, at der er folk, der bor på tredje sal, og at byen skal bruges dagen efter, siger Shane Kenny.

Natteværterne begynder deres vagt med at hilse på barernes og diskotekernes dørmænd og eventuelt også politiet. Deres store styrke er, at de koordinerer med flere aktører i nattelivet, både politi, baransatte og de unge selv.

- Vi vil gerne skabe en ny kultur og en ny adfærd i byen for de unge, så de lærer at vise mere hensyn. Vi minder om, at man ikke smider en flaske på gaden eller tisser i en port, siger Shane Kenny.

Branche og politi: Natteværter skal fortsætte

Både politikere, politi og brancheorganisationen Horesta er meget tilfredse med natteværternes indsats. Forsøgsordningen er blevet forlænget resten af året, og politiet og Horesta ønsker sig en permanent ordning.

- Vi er meget positive over for det. De kan gå ind i situationer, inden de tilspidser og udvikler sig og fungere proaktivt, så de på en stille og rolig måde dæmper gemytterne, siger Jesper Bengtson, regionschef hos brancheorganisationen Horesta.

Hos politiet er der også udelukkende rosende ord til natteværterne, fordi de kan letter politiets arbejde i nattelivet.

- Vi har oplevet, at natteværterne har taget serviceopgaverne. Det kan være at sidde med en beruset person og vente på en ambulance. Nu er det vores oplevelse, at vi har mere tid til at have fokus på det ordensmæssige og tryghedsskabende, siger Thomas Ahlburg, der er leder af nærpolitiet i Indre By og ansvarlig for nattelivsindsatsen.

Politisk opbakning til permanent løsning

Forsøgsordningen med natteværter udløb i juni, men Kultur og Fritidsudvalget har besluttet, at de vil forlænge ordningen året ud. I forbindelse med efterårets budgetforhandlinger skal det så vurderes, om politikerne vil afsætte de nødvendige 1,3 millioner kroner om året til at gøre ordningen permanent.

En af dem, der taller for, at ordning beholdes, er Socialdemokratiets Simon Strange, der er kulturordfører og sidder i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

- Det er vigtigt, at kommunen ikke er sådan nogle grå folk, som sidder bag deres skrivebord og venter på, at folk klager, men at vi kan være i øjenhøjde med borgerne, være en del af byen og tage problemerne, når de opstår, forklarer Simon Strange.

Også Kultur – og Fritidsborgmesteren fra Alternativet, Franciska Rosenkilde, håber, at det bliver muligt at finde pengene til at bevare natteværterne på sigt.

- De har haft en rigtig positiv effekt på festen i gaden ved at opsøge en mere dialogpræget tilgang til de festende gæster, siger Franciska Rosenkilde.

Beboere: Vi ønsker mere

Problemer med larm, støj og skrald i det københavnske natteliv er ikke et nyt fænomen, og selvom der er stor opbakning til det arbejde, som natteværterne har udført i forsøgsperioden fra marts til juni, så er det langt fra nok til at afhjælpe problemerne.

Det mener formand for Indre By Lokaludvalg, Bent Lohmann, som taler på vegne af beboerne i byen.

- Det reelle problem er, at nattelivet er meget, meget voldsomt og aggressivt over for sine omgivelser, siger Bent Lohmann.

Derfor mener han heller ikke, det er nok, når der går to gange to natteværter rundt lørdag og søndag.

- Det forslår som en skrædder i helvede. Hvis man virkelig skal gøre noget, så skal der være en massiv indsats, så der er et hold i alle de gader, der er hårdt ramt af nattelivet, siger Bent Lohmann.

Det er dog ikke den løsning, der arbejdes med, fortæller Kultur – og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, som i første omgang vil fokusere på at gøre ordningen permanent og ikke på at få flere på gaden ad gangen.

Natteværterne forventes at være på gaderne igen den 23. og 24. august.

Facebook
Twitter