Nu får 500 Hus Forbi-sælgere i hele landet Mobilepay

Den tidligere forsøgsordning udvides til hele landet, for sælgerne oplever, at de tabte kunder kommer tilbage med den digitale betalingsløsning.

Det har været så stor en succes at give Hus Forbi-sælgere adgang til den mobile betalingsløsning Mobilepay, at 500 hjemløse landet over nu får samme adgang.

I november sidste år fik de første Hus Forbi-sælgere mulighed for at bruge Mobilepay, og det skal nu bredes ud til i alt 500 hjemløse. 200 af dem i hovedstadsområdet.

- Vores sælgere har jo fortalt os, at folk ikke har kontanter på sig, og at det har påvirket deres salg negativt, siger Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder ved Hus Forbi.

- Det har vi jo selvfølgelig lyttet til. Og den her løsning er den bedste, vi er kommet frem til, siger han.

Ordningen har blandt andet betydet, at flere sælgere oplever et stigende salg og færre, der afviser dem med, at de ikke har kontanter på sig.

- De får nogle kunder tilbage, som de ellers havde mistet, siger Rasmus Wexøe Kristensen.

Ordningen fungerer ved, at sælgerne får de penge, de har solgt for, indsat på et hævekort, som de så kan bruge i banken og få udbetalt deres penge.

- Den eneste ulempe, der er med løsningen, er sådan set, at vi mister den der umiddelbarhed, der er med kontanter, siger Rasmus Wexøe Kristensen.

En af de sælgere, der nu får Mobilepay-ordningen, er Leon Christensen. Han er rigtig glad for den nye ordning.

- Jeg kan lave lidt slang i det og sige: "Skal vi ikke mobile lidt?", og det kan kunderne godt lide, siger han.

- Det har betydet rigtig meget for mig at kunne få det her. Det har løftet mit salg, og jeg har fået nogle af mine kunder tilbage, som jeg havde mistet, fordi de aldrig gik med kontanter på sig.

- Nu kan de pengeløse også hjælpe de hjemløse, siger Leon Christensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.