Nu kan tusindvis af almene boliger renoveres

En gammel klausul har forhindret boligselskaber i at optage lån til renovering af lejligheder, men nu falder aftalen bort.

Tusindvis af almene boliger kan nu bliver sat i stand, fordi en ny aftale giver boligselskaberne mulighed for at optage lån i ejendommene.

Moderne køkkener og nye fliser på badeværelset kan blive en realitet i 25.000 almene boliger i hovedstadsområdet.

Boligselskaber i flere kommuner har ikke haft mulighed for at låne penge til renovering af deres lejligheder, fordi der var mindre end 30 år tilbage af en hjemfaldsklausul; en aftale, der giver en kommune lov til at købe både grund og ejendom tilbage til en meget favorabel pris.

Bankerne ville ganske enkelt ikke låne penge ud til boligselskaberne, da ejendommene risikerede at blive solgt for en slik, inden lånet var betalt ud og dermed ikke udgjorde en sikkerhed for bankernes penge.

Solgte rettigheder giver mulighed for renovering

Nu har ni omegnskommuner med Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S), i spidsen solgt deres rettigheder til lejlighederne, så boligselskaberne kan optage lån og lejlighederne blive renoveret.

- Hvis vi ikke gjorde noget, kunne boligselskaberne ikke optage lån, og vi ved jo godt, at alle bygninger skal renoveres på et tidspunkt, siger Helle Adelborg.

Aftalen betyder, at de almene boligselskaber skal betale et" frikøbsbeløb". Frikøbsbeløbet er sat til 1,45 milliarder kroner, og det vil være lejerne, der skal dække beløbet via huslejen.

Aftale kan betyde renovering af tusindvis af boliger

Hos Danmarks Almene Boliger glæder administrerende direktør Bent Madsen sig over udsigten til at hjemfaldsklausulerne falder bort.

- Denne aftale betyder, at vi i langt højere grad kan renovere tusindvis af almene boliger. Klausulerne har bremset renoveringerne, fordi vi slet ikke kunne låne penge, siger han.

Cirka 25.000 almene boliger beliggende i Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde og Rødovre er omfattet af aftalerne om tilbagekøbsret.

Facebook
Twitter