Ny stormoske druknede i besøgende og tog fusen på arrangørerne

Over 50.000 interesserede har allerede besøgt den nye Stormoske i Rovsingsgade. Interessen kom fuldstændigt bag på arrangørerne, der måtte ændre alle planer.

Arrangørerne måtte skrinlægge alle planer, da den nye stormoske i København åbnede. Antallet af besøgende overraskede arrangørerne. Det væltede ind med mennesker. (© DR)

Åbningsfesten skulle vare tre dage, da den splinternye stormoske på Nørrebro i København slog dørene op torsdag d. 19. juni kl. 16.00.

Arrangørerne havde ventet, at der i løbet af de tre dage ville dukke et sted mellem 5.000 og 10.000 besøgende op, men da dørene blev slået op kl. 16.00 om torsdag ventede der så mange mennesker, at alle tidsplaner blev sprængt.

- Vi havde simpelthen ikke plads til alle de mennesker, der ventede på gaden, siger Kodes Hamdi, som er talskvinde for Civilisationscentret på Nørrebro og var guide under åbent hus for Stormoskeen.

Arrangørerne anslår, at der kom over 50.000 besøgende i løbet af de tre dage det åbne hus stod på.

Over 12 timers guidede tours

På anden og tredje dagen var der arrangeret omfattende guidede ture, men alle tidsplaner blev sprængt, forklarer Kodes Hamdi.

- Vi måtte kassere vores tidsplan og så tog vi ellers bare guide-tour efter guide-tour efter guide-tour hele dagen, indtil der ikke var flere, fortæller Kodes Hamdi.

Talskvinde: Vi bygger allerede bro

Kodes Hamdi fortæller at ud over den bragende succes i forhold til antallet af besøgende, så var det også en succes for dialog mellem forskellige mennesker.

- Det var ikke kun muslimer, der kom, der var også mange ikke-muslimer. Nu kan vi mærke dialogen, nu kan vi mærke den bro, der bliver bygget, og det er vi så glade for, siger Kodes Hamdi.

Den nye stormoske har længe været genstand for debat. Ikke mindst efter det er kommet frem, at Dansk Islamisk Råd bygger den med blandt andet 150 millioner kroner fra en storemir i oliestaten Qatar.

FacebookTwitter