Nye skolegulve og cykelstier: Kommuner bygger og renoverer for millioner under corona-krisen

Alene i hovedstadsområdet har kommunerne fremskyndet byggeprojekter for mere end 800 millioner kroner.

I Ballerup Kommune er håndværkere allerede godt i gang med de fremrykkede byggeprojekter. Her istandsættes det gamle gulv på Skovvejen Skole. (Foto: Jens Boye Nielsen)

Hvis væggene i børnehaven ser mere nymalede ud end før corona-krisen, er det ikke så mærkeligt.

Over alt i landet har kommunerne fremskyndet byggerier og renoveringer for millioner af kroner, og mange steder har man allerede fundet malerpensler og gravemaskiner frem.

DR
har kigget nærmere på
hovedstadsområdet
, og her viser en rundringning blandt 20 kommuner, at der bliver fremrykket anlægsprojekter for mindst 830 millioner kroner.

Det sker efter, at KL og regeringen i marts blev enige om at droppe anlægsloftet i år for at sikre

arbejdspladser
under corona-krisen. Det betyder, at kommunerne ikke skal holde sig under en bestemt grænse for, hvor mange penge de må bruge på byggeri og anlæg, men nu kan bygge alt det, de har brug for og råd til.

Allerede i gang

Ballerup Kommune har planlagt at fremrykke byggerier for 39,5 millioner kroner, og her er man allerede i mål med de første projekter og i fuld gang med endnu flere.

Der er for eksempel blevet lagt nyt linoleumsgulv på flere skoler og på rådhuset, og en daginstitution er blevet malet.

- Det var en mulighed, der opstod, fordi bygningerne stod tomme. Vi har længe haft

nedprioriteret
de her renoveringer på grund af anlægsloftet, så vi skyndte os at komme i gang, siger Mads Bo Bojesen, centerchef for Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.

Det er ikke kun

indbyggere
i Ballerup, der kan glæde sig over fornyelse og forbedringer. I Gladsaxe Kommune er der ved at blive opført mere klimavenlig vejbelysning, og i Hørsholm Kommune planlægges etableringen af en ny cykelsti.

Ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, er der god fornuft i at lade kommunerne bygge og renovere løs i år.

- Så længe det er projekter, der kan nås i år, vil der ikke være fare for at overophede økonomien, siger han.

Ekspert: Pas på med at sætte for meget i gang

I landets største kommune, Københavns Kommune, er overborgmester Frank Jensen (S) glad for blandt andet at kunne renovere skoler og legepladser for 358 millioner kroner ekstra, men han håber på endnu mere.

- Vi har brug for, om ikke en fjernelse af anlægsloftet i 2021, så at det bliver udvidet kraftigt, siger han.

Men det vil være uklogt, vurderer professor Per Nikolaj Bukh.

- Man har et anlægsloft for at kunne styre den samlede mængde byggeri. Hvis der er for mange og for store byggerier i gang, sker der en overophedning, det vil sige, at der er efterspørgsel efter flere håndværkere og entreprenører, end der er i landet, og så stiger priserne

uhensigtsmæssigt
, siger han og fortsætter:

- Derfor skal regeringen være varsom med at lade kommunerne bygge løs i 2021 og 2022 også, da det sandsynligvis vil være større byggerier, som trækker noget mere kapacitet, siger han.

Borgmester: Går ikke ud over kommunens service

Det er usædvanligt at høre om kommuner, der bare kan trække penge op af lommen. Oftest er det det modsatte, der fylder nyhedsbilledet.

Men studser man over, hvor alle de ekstra penge lige pludselig kommer fra, skal man ikke være bekymret, siger borgmester i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen (S).

- Pengene har vi regnet med at skulle bruge i 2021, og det er nogle, vi har stående på kommunes konti. Det vil ikke få betydning for den oplevede service, vi ellers giver til vores borgere i år, siger han.

Facebook
Twitter