En mand i 50-årsalderen gik her til morgen amok med en håndøkse i Helsingørs Borgerservice.
Ifølge pressekordinator i Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, kom manden ind på borgerservicecenteret klokken lidt over klokken 9 med en økse i hånden og begyndte at råbe og skrige.
Herefter smadrede han en rude og forlod derefter stedet på cykel. Han har ikke været i direkte kontakt med nogle inde på jobcenteret, og der er ingen til skade kommende, siger Henrik Suhr.
Politiet leder lige nu efter manden, som beskrives som dansk, cirka 45 år, 180-185 cm. høj med grå skægstubbe. Han er iført en rød/grå fleecetrøje og cowboybukser.
Centerchef var øjenvidne
Pernille Madsen, centerchef for borgerservice i Helsingør Kommune, var til stede på centeret, da manden gik amok.
- Der stod cirka 40 borgere udenfor, og ingen af os bemærkede noget særligt. Lige pludselige hører jeg nogle bankelyde, og min områdeleder råber, at han har en økse, og at vi skal ud. Men da alle forsøger at komme ud af svingdørene samtidig stopper den, og der er lidt panik, fortæller Pernille Madsen.
Manden forsøgte at trænge længere ind i bygningen, men da det mislykkedes gav han op og vendte tilbage mod indgangen. Ifølge Pernille Madsen, som selv står i døren på det tidspunkt, har han sænket øksen, og han virker ikke til at ville gøre skade.
Jobcenteret i Helsingør blev i 2012 ramt af et lignende angreb, hvor en mand med en økse gik ind i jobcenteret.
Dengang blev to medarbejdere slået med økse. Efter episoden lød meldingen, at sikkerheden var i orden, men man ville prøve forhindre lignende sager fremover.