Otte ud af ti ansatte skal være pædagoger i Brøndbys børnehaver og vuggestuer

På landsplan er der stor forskel på hvor mange, der er ansat som pædagog i kommunens institutioner.

Når børn med morgensøvn i øjnene bliver afleveret i den lokale daginstitutioner, er det ikke nødvendigvis en pædagog, der siger "godmorgen" og tager imod.

Faktisk har blot seks ud af ti ansatte i landets daginstitutioner en pædagoguddannelse. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det vil de gøre op med i Brøndby Kommune, hvor politikerne har afsat penge i de kommende års budgetter til at få mere uddannet personale til at passe kommunens små. Målet er, at otte ud af ti af de ansatte skal være uddannede pædagoger inden for et par år.

- En investering i børn er en af de mest betydningsfulde investeringer, og det føler vi et stort ansvar for, siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune (S).

I Børnehuset Uglebo i Brøndby Kommune har de allerede nået målet om 80 procent pædagoger. Og her er Trine Billekop, der netop har afleveret sønnen Kalle Billekop, glad for udsigten til, at kommunens andre daginsitutioner kan nå op på samme niveau.

- Det betyder rigtig meget, at når jeg går herfra, er jeg tryg. Jeg kan gå på arbejde og være sikker på, at der er nogle ordentlige mennesker, der kan tage sig af mit barn, siger hun.

Ekspert: Urealistisk mål

Skulle andre kommuner få samme ide som Brøndby, kan de dog stå overfor en større opgave. Andelen af pædagoger svinger nemlig meget fra kommune til kommune:

Mens 75 procent af de ansatte i Billund Kommunes vuggestue og børnehaver er ansat som pædagoger, er tallet nede på 48 procent i Hørsholm Kommune.

Lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Ole Henrik Hansen mener da også, at det kan blive svært for kommunerne at nå en målsætning om, at otte ud af ti, der er ansat i daginstitutionerne, skal være pædagoger.

- Med det antal pædagoger, vi har uddannet nu, vil vi mangle arbejdskraft i den nærmeste årrække. Samtidig har vi et stigende børnetal. Så selvom det er en rigtig god intention, så er det urealistisk, som det ser ud nu, vurderer Ole Henrik Hansen.

I Brøndby Kommune mener borgmester Kent Magelund dog at have fundet en del af løsningen.

Han vil uddanne noget af det personale, der i forvejen arbejder i institutionerne til at blive pædagoger.

- Vi sender 28 afsted på uddannelse nu som i løbet af to til tre år vil gøre, at der er nok til at rekruttere, siger han.