Over 50 procent flere ledige: Tænketank skal redde Tårnby og Dragør

Kommunerne er nummer ét og to på listen over flest privatansatte på lønkompensation.

Et nyt jobcenter i Københavns Lufthavn skal også være med til at få flere af de fyrede i Dragør og Tårnby Kommune i job igen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Massefyringer, en fuldstændig stillestående lufthavn og en stor del af byens privatansatte på lønkompensation.

De to hovedstadskommuner Tårnby og Dragør er blandt de steder, der er ramt allerhårdest under coronakrisen.

Det hænger i høj grad sammen med, at Danmarks største arbejdsplads, Københavns Lufthavn, i store dele af coronaperioden har været helt nedlukket - med hjemsendelser og senest massefyringer til følge.

Der skal derfor en grundig indsats til for at hjælpe de to kommuners økonomi og fyringsramte borgere tilbage igen.

Opskriften er en tænketank for begge kommuner, fokus på erhvervslivet og et nyt jobcenter i lufthavnen, siger Dragørs borgmester Eik Bidstrup (V).

- Vores håb er, at vi trækker på samme hammel og på den måde sørger for at åbne muligheder for dem, som har mistet deres job, siger han.

For situationen er dybt alvorlig, fastslår borgmesteren.

- Vi har oplevet en stigning i ledigheden på 50-60 procent den seneste halvanden måned, så det er en alvorlig situation, vi står i.

Hans naboborgmester stemmer i.

- Det er dybt tragisk. Vi prøver derfor at lave jobindsatser, før folk kommer i ledighedskøen, siger Allan Andersen (S), der er borgmester i Tårnby.

Samtidig ønsker han at etablere nye erhvervsmuligheder i kommunen.

- Vi ligger jo tæt på Sverige, tæt på motorvejen, lufthavnen og hovedstaden, så mange vil gerne ud og ligge i Tårnby, siger han.

Han og Eik Bidstrup ønsker derfor regeringens godkendelse til at etablere nyt erhverv i kommunen.

- Vi har behov for støtte og hjælp fra regeringens side af, siger Eik Bidstrup.

Vil ikke kun ramme de fyrede

De mange fyringer i kommunerne vil ikke kun ramme den enkelte afskediget person, men kan sprede sig, vurderer Rasmus Gundelund Nielsen, der er formand for Dragør Erhverv, der er en forening for Dragørs erhvervsliv.

- Det vil påvirke det lokale handelsliv lige fra detailbranchen til den lokale tømrer, siger han.

Blandt erhvervslivet i kommunen er der derfor stor opbakning til de to borgmestres forslag om en tænketank og et udvidet erhvervsliv.

- Det er en utrolig interessant tanke, for der er mange, der godt kunne tænke sig at starte noget op i Dragør, siger han.

Netop satsningen på andet erhverv end den store lufthavn er en rigtig god idé.

Det vurderer cheføkonom hos Dansk Erhverv Tore Stramer.

- I de kommuner, hvor man er meget afhængig af enkelte brancher, er man mere sårbar for et tilbageslag, som man ser i øjeblikket. Derfor er det smart, at man gør sig attraktiv for en bredere del af erhvervslivet, siger han.

Man forventer, at op imod 8.000 af de i alt 22.000 ansatte, der er ansat i eller omkring virksomheder i lufthavnen, vil miste deres job.

Facebook
Twitter