Overlæger i hovedstaden: Smertegrænsen er nået

Der kan ikke skæres mere på sundhedsområdet. Sådan lyder det nu i samlet flok fra hovedstadens overlæger.

Der er skåret så meget i personalet på hospitalsgangene i hovedstaden, at regionens overlæger i samlet flok nu siger fra. (Foto: Brian Berg © Scanpix)

Der er skåret helt ind til benet i det københavnske sundhedsvæsen, og nu er smertegrænsen nået.

I et usædvanligt opråb reagerer overlægerne på hospitalerne i Region Hovedstaden nu i fællesskab mod besparelserne på deres arbejdspladser, der står til at blive skåret med flere hundrede millioner kroner.

'Vi er ikke længere i stand til at absorbere de stigende udgifter på medicin, nye IT systemer, om- og nybygninger af hospitaler mv. i vores Region gennem reduktion i personalet.

Sygehusene har gennem de sidste ti år leveret en markant stigning i antallet af behandlinger, uden at bevillingerne er fulgt med, men vi er nu nået til et punkt, hvor der ikke er plads til yderligere besparelser på personaleområdet', skriver lægerne.

Lars Krag Møller er formand for overlægerne på Hvidovre Hospital og talsmand for opråbet. Han frygter, at besparelserne kommer til at gå ud over patienterne.

- Vores dygtige og dedikerede medarbejdere gør alt, hvad de kan, for at det ikke skal få konsekvenser for patienterne, men vi er bange for, at det alligevel ender sådan, siger Lars Krag Møller.

Det er første gang i hans syv år som formand, at overlægerne på den måde går ud i samlet flok for at råbe politikerne op.

Udmeldingen kommer to dage efter, at Rigshospitalets fødselslæge Morten Hedegaard offentliggjorde, at han forlader sit job i protest over forholdene på fødeafdelingen.

Det usædvanlige opråb fra hospitalslægerne møder forståelse i regionsrådet, hvor formand Sophie Hæstorp Andersen (S) godt kan forstå lægernes frustration:

- Jeg er også frustreret over, at vi skulle ud i en sparerunde på 640 millioner kroner i Region Hovedstadens budgetter i år, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Besparelserne er ifølge regionsrådsformanden en følge af en meget stram budgetaftale, som Danske Regioner og regeringen har indgået.

Et af overlægernes kritikpunkter er, at de gerne vil tages med på råd, når der skal træffes vigtige beslutninger om arbejdsforholdene, og den idé er Sophie Hæstorp Andersen åben overfor.

Facebook
Twitter