Panda-prognose: Bjørnene har ikke fået flere i zoo i Belgien og Tyskland

De to kinesiske pandaer i Københavns Zoo er ikke nødvendigvis lig med flere penge i kassen.

Zoo's nye protektor kronprinsesse Mary har i dag åbnet pandaanlægget i Zoologisk Have København for offentligheden, men det er ikke ensbetydende med flere besøgende og flere penge til Zoo, viser erfaringerne fra Belgien og Tyskland, der også har sort-hvide pandaer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når Københavns Zoo i dag slår dørene op for det nybyggede pandaanlæg, skal de ikke nødvendigvis regne med et stigende antal gæster og flere penge i billetlugen.

Sådan er det i hvert fald ikke gået i Belgien og Tyskland, der også for nyligt har fået sort-hvide pandaer.

I Københavns Zoo regner man dog med, at den nye attraktion kommer til at booste besøgstallet, siger Christian Higraff, der er kommerciel direktør i Zoo.

- Vi håber og tror helt sikkert på, at det vil give flere besøgende, siger Christian Higraff og fortsætter:

- Jeg tror, at pandaerne alene kan give en publikumsfremgang på i hvert fald 15 procent, siger han.

Men i Berlins Zoologiske have, der fik to nye pandaer i 2017, har man ikke kunne måle en særlig panda-effekt på besøgstallene

Det samme gælder Pairi Daiza Zoo ved Bruxelles i Belgien, der fik kinesiske pandaer for fem år siden.

Her er besøgstallet længe steget lidt hvert år, men altså ikke ekstra efter at pandaerne kom.

Det fortæller talsmand Mathieu Goedefroy.

- Vi får hele tiden flere besøgende, men året efter pandaerne kom, var der ikke en særlig stigning i besøgstallene. For os var det et normalt år, siger talsmanden.

Men pandaernes værdi kan ikke kun måles i ekstra gæsteindtægter, mener Mathieu Goedefroy.

- Vi ser på pandaen som et ikonisk dyr, som vi nu kan vise vores gæster - og så er der andre fordele for vores zoo, såsom ekstra omtale og prestige, siger han.

Og selvom man ikke har kunne måle en særlig panda-effekt i besøgstallene i hverken Berlins Zoologiske have eller i Pairi Daiza Zoo ved Bruxelles i Belgien, så er Christian Higraff ikke nervøs.

Københavns ZOO har nemlig lidt ekstra at lokke gæsterne med, fortæller han.

- Det er fedt at kigge på pandaer – gerne i lang tid – og derfor har vi bygget en restaurant i forlængelse af pandaanlægget, så man kan sidde og spise, mens man kigger på pandaer.

- Det er en fuldstændig fabelagtig oplevelse, siger han.

Facebook
Twitter