Partier vil have undersøgt ny sag om københavnsk borgmester: Skygger for beskæftigelsesindsatsen

Beslutningen om borgmesterens fremtid ligger dog hos Venstre, lyder det fra kritikerne.

Cecilia Lonning-Skovgaard er kommet i ny modvind efter det er kommet frem, at hun har modtaget dokumenter, notater og godkendt en aktindsigt om jobindsatsen i København, selvom hun udadtil udtalte, at hun ikke kendte til sagen. før det kom frem i medierne. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Ritzau Scanpix)

Der er kritik fra flere sider af Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Det sker, efter at DR kan fortælle, at mens beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard udadtil var overrasket og vred over forholdene i de københavnske jobcentre, havde hun selv godkendt dokumenter om, hvordan det stod til.

En af kritikerne er Enhedslisten.

De mange sager om Cecilia Lonning-Skovgaards person skygger for det arbejde, forvaltningen egentlig bør lave, siger medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for Enhedslisten Sinem Demir.

- Hver gang udvalget er i medierne, kan vi udelukkende tale om, hvad borgmesteren har gjort. Det synes jeg er ærgerligt, for jeg ville da ønske, at vi i stedet kunne tale om beskæftigelses- og integrationspolitik, siger hun.

Den Konservative gruppeformand på Københavns Rådhus, Helle Bonnesen, ser frem til, at de mange sager omkring Cecilia Lonning-Skovgaard bliver undersøgt til bunds.

- Jeg håber bare snart på arbejdsro til de ansatte. Det her handler om, at vi skal have medarbejdere ansat til alle de ledige stillinger, vi har i København, siger hun.

S og DF: Vi skal have undersøgt sagen

Den 7. februar 2022 meddelte Københavns Borgerrådgiver, Johan Busse, at han havde åbnet en uvildig undersøgelse af Cecilia Lonning-Skovgaard. Det skete blandt andet på baggrund af en anonym whistleblowerindberetning, som en gruppe medarbejdere havde sendt til borgerrådgiveren.

Socialdemokratiet vil afvente den undersøgelse, før partiet tager stilling til, om partiet fortsat har tillid til, at Cecilia Lonning-Skovgaard står i spidsen for Københavns beskæftigelses- og integrationsindsats.

- Men nu er der også kommet nye oplysninger frem i dag med DR's dækning, og dem vil vi selvfølgelig også spørge ind til for at finde ud af, hvad der er op og ned i det. Først derefter synes jeg, at vi med rimelighed kan sige, om vi har tillid eller ikke har tillid, siger medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for Socialdemokratiet Andreas Keil.

Ifølge Dansk Folkepartis medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget, Finn Rudaizky, giver den seneste sag betænkeligheder ved, om de oplysninger udvalget får fra borgmesteren, er troværdige.

- Derfor har jeg fra DF's side rettet en forspørgsel til borgmesteren på borgerrepræsentationsmødet den 3. marts, og så må vi se, om vi kan få nogle flere udførlige svar, siger Finn Rudaizky.

Tillidsfolk vil have svar fra borgmesteren

Den 14. januar 2022 sendte fagforeningerne Djøf og HK et åbent brev til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på vegne af 2.000 medarbejdere. Her kritiserede de Cecilia Lonning-Skovgaard for en dybt problematisk ledelsesstil, manglende forståelse for sin rolle og mangel på tillid til medarbejderne.

Den tillid er ikke blevet større siden, siger fællestillidsmand i forvaltningen for HK, Kim Sørensen.

- Jeg synes, det er invaliderende for ethvert samarbejde, hvis der indgår nogle former for løgn og usandheder. Tillid er altafgørende i det arbejde, vi laver sammen. Jeg kan være nervøs for vores omdømme i beskæftigelsesindsatsen, siger Kim Sørensen.

Fællestillidsmanden er på linje med en række udvalgsmedlemmer i forhold til, at der er brug for svar fra borgmesteren på de oplysninger, der er kommet frem i DR's dækning.

- Jeg forventer da en borgmester, der forholder sig til en kritik, der nu er veldokumenteret, på en ærlig og reel måde, så vi har en chance for at komme videre, siger Kim Sørensen.

Venstres bagland møder kritikken med tavshed

Vi har været i kontakt med alle Venstres medlemmer af Borgerrepræsentationen samt partiets bestyrelse i København. Herfra er kommentaren samstemmende: ingen kommentarer.

Medlem af lokalbestyrelsen på Vesterbro Jakob Tørring vil dog gerne udtale sig til citat, og han lægger ikke skjul på, at sagen efter hans opfattelse er ude af proportioner.

- Lige nu synes jeg, det er tydeligt, at der er en personhetz i gang, som er super ubehagelig at være vidende til. Man har et såret dyr på savannen, og nu skal det bare død og pine lægges ned, uagtet at man har 10.000 jobparate københavnere, der ikke er i job, siger Jakob Tørring.

Cecilia Lonning-Skovgaard selv har ikke ønsket at stille op til interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar til DR.

Hun skriver, at 'der er rejst en række kritikpunkter af mig i det whistleblowerpapir, som er sendt til kommunens borgerrådgiver, og som jeg kan forstå på pressen, at der vil blive indledt en undersøgelse af. Jeg har tidligere forholdt mig til kritikpunkterne i mere overordnede vendinger og har ikke mere at tilføje i respekt for de undersøgelser, der skal igangsættes. I min egen forvaltning har vi netop igangsat en undersøgelse via Arbejdsmiljø København, som jeg ser frem til at få resultaterne af, så vi kan komme videre med at få skabt et godt arbejdsmiljø'.