Patrick går 300 kilometer i kampen mod ensomhed

350.000 danskere føler sig ensomme. Ny kampagne og gåtur skal sætte fokus på emnet.

Selvom der aldrig har været så mange muligheder for at komme i kontakt med andre personer gennem for eksempel sociale medier og fritidsaktiviteter, så stiger antallet af ensomme i Danmark.

Særligt de unge mellem 16 og 24 år oplever følelsen af at være alene. Det viser Den Nationale Sundhedsprofil 2018 fra Sundhedsstyrelsen.

Det skal der ændres på, mener Folkebevægelsen mod Ensomhed. Derfor har den arrangeret en march – altså en lang gåtur - fra København til Aarhus.

- Min drøm er at bekæmpe ensomhed på tværs af Danmark, siger Patrick Carkili, der er manden bag marchen.

- Jeg vil rigtig gerne gennem den her gåtur symbolisere hvor vigtigt fællesskab er. Det er den bedste måde vi kan få bugt med den her 'ensomhedsepidemi' der er i vores samfund, siger han.

En af dem, der deltager på en del af den 300 kilometer lange gåtur, er Matilde Trobeck. Hun har til daglig bloggen ’Helse Matilde’, hvor hun har skrevet om følelsen af at være alene.

- Det er vigtigt at gå med på den her tur for at sætte fokus på ensomhed. Jeg har selv oplevet ensomhed, og vil gerne være med til at nedbryde det her tabu, siger hun.

Matilde Trobeck oplevede blandt andet ensomheden, da hun mistede sin bror.

- Det ødelægger livsglæden. Min grundstemning var at være ked af det. Det er den værste følelse i verden.

Matilde Trobeck er bestemt ikke den eneste, der oplever den form for følelser.

Det anslås, at 350.000 danskere oplever ensomhed. Det viser tal fra Sundhedsprofilen.

Mange af de ensomme står med den samme type af følelse. Det siger Julie Christiansen, der er psykolog ved Defactum i Region Midtjylland og Syddansk Universitet, og som studerer ph.d. i, hvorfor ensomhed gør os syge.

- Ensomhed er oplevelsen af at have en uoverensstemmelse mellem ens reelle sociale kontakt og ens behov for social kontakt, siger hun.

Det er særligt i ungdomsårene, at flere oplever ensomhed. Og det er ikke overraskende, mener Julie Christiansen.

- Der sker nogle ændringer i de år. Sociale relationer får en helt anden betydning. Før har søskende og forældre haft en særlig stor betydning, og nu er det pludselig vennerne, der har en stor betydning. Oplever man ikke de samme relationer, kan man føle sig ensom, siger hun.

For Matilde Trobeck er det fokus, som marchen sætter, en del af løsningen på at nedbryde tabuet.

- Jeg siger altid til dem, der skriver til mig om, hvordan vi løser det her; ensomhedsfølelsen bliver mindre, når vi deler den, og det er så vigtigt at snakke om den, siger hun.

Marchen mod ensomhed starter i København torsdag og slutter i Aarhus d. 26. april i Aarhus.

Facebook
Twitter