Der kan nu for alvor være en ny trafikkorridor på vej i hovedstadsområdet.
I dag har flere pensionsselskaber nemlig meldt ud, at de er klar til at bruge 30 milliarder kroner på at bygge og drive den såkaldte havnetunnel, som der har været snak om i København i en længere periode. Den skal lede bilisterne uden om indre by.
- I stedet for at skatteyderne skal betale, så betaler vi for at opføre og vedligeholde anlægget de næste 30 år, siger Hasse Jørgensen, der er administrerende direktør i Sampension, der repræsenterer de danske pensionsselskaber.

Håber at kunne tjene penge på byggegrunde
Havnetunnellen skal gå via Refshaleøen, som pensionsselskaberne ifølge Børsen ejer en stor del af. Derfor er håbet for selskaberne, at tunnellen vil sende grundpriserne på øen på himmelflugt.
I dag må der ikke bygges på Refshaleøen, der ligger mellem Øresund og Københavns Havn, netop fordi transportinfrastrukturen er for dårlig.
Pensionsselskaberne foreslår, at havnetunnellen kan bygges i et såkaldt OPP - et offentligt-privat partnerskab. Det betyder, at selskaberne står for at bygge, drive og vedligeholde havnetunnellen, mens stat og kommune så enten selv betaler for at bruge den eller lader bilisterne gøre det.
Brugerbetaling vil Hasse Jørgensen fra Sampension ikke udelukke:
- Man kunne sagtens forestille sig en model med brugerbetaling, men det ville man kunne, uanset om det offentlige eller vi betaler, siger han.
V og K jubler, SF er lunkne
Forslaget om, at pensionsselskaberne betaler, får en blandet modtagelse i Københavns Borgerrepræsentation.
Venstres Flemming Steen Munch kalder tilbuddet for 'en herlig julegave':
- Det er jo det, vi alle sammen har gået og drømt om, siger Flemming Steen Munch, der bakkes op af Konservatives gruppeformand, Jakob Næsager:
- Det betyder rigtig meget. Hvis vi kan lægge trafikken ned under jorden, bliver der bedre plads til gående, cyklister og lokal trafik på gadeplan, siger han.
SF's medlem af teknik- og miljøudvalget Peter Thiele frygter derimod, at pensionsselskabernes investering i sidste ende kan kommer til at koste København på en række områder.
- Jeg er bange for, hvad det vil betyde for trængslen i byen, hvis vi får mere trafik rundt om København, og jeg er nervøs for, om der stadig vil være midler til at investere i den kollektive trafik, siger SF'eren.