Pizzeria-eksplosion ikke en enlig svale: Bomberydderne rykker ud næsten dagligt

Alene i år har forsvarets bomberyddere været i aktion mere end 300 gange.

Bomberyddere rykker næsten dagligt ud for at støtte politiet i sager, hvor der er fundet farlige objekter. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Skattestyrelsen på Østerbro, en boligopgang i Greve og nu et pizzeria i Vanløse.

Det er blot nogle enkelte tilfælde af eksplosioner, der har ramt Hovedstadsområdet siden august.

Sidstnævnte skete tidligt i morges, da Københavns Politi og folk fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste rykkede ud til en eksplosion i et pizzeria ved Jyllingevej og Støvringvej i Vanløse.

DR's reporter på stedet fortæller, at beboere og presse ved otte-tiden blev gennet væk af sikkerhedsmæssige hensyn, da bombehunde skulle tjekke bygningen.

Men det er ikke kun i forbindelse med bombesprængningen i Vanløse og de to sprængninger tilbage i august, at forsvarets bomberyddere har været i aktion.

Ifølge tal fra Forsvaret er dets folk alene i årets første otte måneder blevet kaldt ud 312 gange på landsplan.

- Det kan være til efterladenskaber fra Anden Verdenskrig, militær ammunition og ulovligt fyrværkeri, forklarer Dan Nielsen, der er kaptajn og leder af ammunitionsrydningscentret ved Aflandshage på Amager.

Ingen blå og røde ledninger som i Hollywood

For bomberydderne på Amager er jobbet med at fjerne mistænkelige og farlige objekter hverdagskost.

For selv om det kan lyde dramatisk, når bomberydderne er i aktion, er det ofte lige det modsatte.

- Det med den røde og blå ledning - det er Hollywood. Vi har heldigvis ikke så mange improviserede bomber i Danmark, fortæller Dan Nielsen.

Tjenesten får hver uge ryddet mange farlige ting af vejen. Alligevel dukker der hele tiden nye ting op, og der er ikke to rydninger, der ligner hinanden.

- Det kan være en ret simpel fyrværkerisag, vi rykker ud til, som så viser sig, at der er mere i. En simpel opgave kan nogle gange udvikle sig meget, forklarer Dan Nielsen.