Politi og SSP opruster: Hjemmebesøg skal være med til at forebygge bandekriminalitet

Københavns Kommune og politiet sætter nu ind mod banderne med ny visitationszone og hjemmebesøg. Organisation efterlyser reelle alternativer til bandelivet.

Politiet har tidligere oplyst, at konflikten skyldes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Politiet sætter nu hårdt ind for at forebygge, at den nyligt opblussede bandekonflikt i hovedstadsområdet eskalerer.

I en fælles indsats har flere politikredse blandt andet oprettet visitationszoner for at bremse skyderierne. Senest i aftes oprettede Midt- og Vestsjællands Politi en visitationszone i Hundige i Greve Kommune.

Den igangværende bandekonflikt har fået Midt- og Vestsjællands Politi til at indføre visitationszone i Hundige. (Foto: politifoto © Scanpix)

Men skyderierne giver ikke kun travlhed hos politiet. For når det drejer sig om en bandekonflikt, hvor nogle af de involverede er under 18 år, så bliver det også en sag for samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP).

Blandt andet ligger der en stor opgave i at beskytte de unge mod bandernes negative indflydelse. Det fortæller sekretariatschef for SSP i København, Tommy Laursen.

- Vores primære opgave i det her er at afskærme unge under 18 år fra at blive en del af denne her verserende konflikt. Og det har vi så en lang række indsatser til at forhindre, siger han.

Blandt andet tager SSP ud på skolerne og fortæller om konsekvenserne ved visitationszonerne, og så har man massiv gadeplansindsats, siger han.

Derudover bliver det med det samme indberettet, hvis SSP får mistanke om, at en ung person allerede flirter med bandemiljøet, siger Tommy Laursen.

- Det bliver øjeblikkeligt fulgt op af et hjemmebesøg fra socialforvaltningen og politiet, hvor de sammen besøger den unge og forældrene. Og så laver man en plan for den enkelte unge, siger han.

Poul Kellberg er direktør i organisationen Comeback, som laver exitprogrammer for unge i bandemiljøet. Han oplever ofte, at nogle af de unge bandemedlemmer får kolde fødder, når der opstår en konflikt.

- Når der har været en konflikt og folk oplever, hvad det betyder at være i en konflikt, og folk skyder efter en, så er der altid nogle, der finder ud af, at de ikke vil være med alligevel, siger han.

Derfor skal myndighederne blive bedre til at tilbyde reelle alternativer til bandelivet, hvis man skal sætte en effektiv stopper for bandekonflikterne, mener han.

- Det handler jo om at få sat nogle alternativer op som job og uddannelse og nogle alternativer, der gør, at de tør tage første skridt, siger han.

Udover Hundige har politiet oprettet visitationszoner i dele af København og i Ishøj.

Børneinstitution måtte lukke under skænderi

Københavns Kommune skriver i en mail til DR Nyheder, at kommunen ikke har lavet 'særlige foranstaltninger' for institutioner i kølvandet på de mange skyderier.

- Men det kan komme på tale, hvis situationen udvikler sig. Hvis der er enkelte institutioner, som får brug for lokale forholdsregler, drøfter de det med områdechefen i lighed med håndteringen under sidste års bandekonflikt, lyder det fra Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Der er nogle institutioner, som allerede har særlige beredskabsplaner lavet i samarbejde med SSP og politiet, fordi de i forvejen ligger i bestemte områder af byen.

En børneinstitution på Nørrebro valgte at lukke legepladsen i halvanden time i sidste uge, fordi nogle unge i nabolaget skændtes højlydt.

- Lederen af institutionen ville skåne børnene for at overvære og overhøre optrinnet. Politiet rykkede ud efter få minutter, og optrinnet var forbi på en halv time. For en sikkerheds skyld valgte lederen af institutionen at holde børnene inde i yderligere en time. Siden har der ikke været lignende episoder i fritidsinstitutionens åbningstid, skriver forvaltningen i sin mail til DR Nyheder.