Præst fik parkeringsbøde ved domkirken

En lokal præst er fortørnet over, at hun har fået en parkeringsbøde ved Domkirken på et tidspunkt, da billetautomaten var ude af funktion. Park Zone afviser protesten.

Billetautomaten på parkeringspladsen ved Domkirken i Helsingør var ude af drift i cirka fire timer den dag, Bodil Olesen fik sin bøde. (Foto: Katrine Nielsen Jensen © DR)

Den 3. december ville sognepræst Bodil Olesen fra Hornbæk parkere sin bil på parkeringspladsen ved Sct. Annagade vis a vis Domkirken i Helsingør. Men parkeringsautomaten var ude af drift, og derfor kunne hun ikke købe en parkeringsbillet.

I stedet efterlod hun bilen i en af båsene med parkeringsskiven stillet. Da hun kom tilbage til vognen cirka tre kvarter senere, sad den frygtede papirlap med det vedhæftede giroindbetalingskort mellem bilens forrude og vinduesvisker. Med venlig hilsen fra Park Zone, parkeringsselskabet, der håndhæver reglerne for parkering på pladsen.

Det fandt præsten ikke rimeligt. Parkeringsselskabet havde jo ikke sørget for, at hun kunne købe parkeringsbillet, og der var ikke andre ledige pladser i området, anfører hun.

Klage afvist

Bodil Olesen har da også klaget til parkeringsselskabet og krævet, at afgiften bliver trukket tilbage, men her er ingen kære mor.

- Det er sådan, at hvis en parkeringsbilletautomat ikke virker, så må der heller ikke parkeres på pladsen, indtil automaten bliver repareret, siger direktøren for Park Zone, Torben Holritz Juhl. Men kunne selskabet så ikke vise den konduite at give parkeringen på pladsen fri, indtil I får repareret billetautomaten?

- Det gjorde vi også i begyndelsen. Men det viste sig i otte ud af ti tilfælde, at det var løgn, når en bilist fortalte os, at det ikke var muligt at trække en billet i automaten. Vi vil nødigt slå alle over én kam, men det har betydet, at hvis der ikke kan trækkes parkeringsbillet i automaten, så må der heller ikke parkeres på pladsen. Reglen står at læse på selve automaten, siger Park Zone-direktøren.

Defekte billetautomater bliver registreret

Park Zone har et system, der gør, at alle eventuelt defekte billetautomater bliver registreret centralt, så de kan blive repareret så hurtigt som muligt.

Billetautomaten på parkeringspladsen ved Domkirken i Helsingør var ude af drift i cirka fire timer den dag, Bodil Olesen fik sin bøde.

Facebook
Twitter