Praktiserende læger: Syge patienter får nej til hospitalstransport

Hovedstadslæger oplever, at ambulancer ikke må krydse regionsgrænserne for at hente mindre akutte patienter.

Bor du i Region Hovedstaden, men har læge i Region Sjælland, så er det ikke sikkert, at du kan få sygetransport til et hospital, hvis du skal indlægges eller skal videre til undersøgelse efter en konsultation. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En syg, ældre kvinde måtte for nylig tage en taxa på egen regning fra sin praktiserende læge i Roskilde i Region Sjælland til et hospital i Region Hovedstaden.

For selvom hendes praktiserende læge ved konsultationen vurderede, at hun skulle indlægges og derfor forsøgte at få en ambulance til at hente hende, blev han afvist med den begrundelse, at ambulancerne ikke må krydse regionsgrænsen, når der er tale om mindre akutte patienter.

Og lignende oplevelser fortæller flere læger om. De oplever, at de ikke kan få sygetransport til deres akutte patienter med adresse i naboregionen, hvis de for eksempel skal indlægges eller skal videre til undersøgelse efter en konsultation.

Artiklen fortsætter under grafikken

Det frustrerer blandt andre Andreas Heltberg, der har praksis tæt på regionsgrænsen, nemlig i Roskilde:

- Jeg føler ikke, at jeg som læge med god samvittighed kan tage borgere fra Region Hovedstaden ind i min praksis, for jeg kan ikke garantere dem god service, siger Andreas Heltberg.

Thomas Søgaard, der er læge i Jyllinge, har også oplevet problemet.

- Problemet kan komme, hvis det er en patient, som har et forløb hos et københavnsk hospital, hvor det vil være mest relevant at få dem indlagt, fordi de kender hele historien. Der har vi problemer med at få dem kørt over regionsgrænsen til for eksempel Herlev eller Glostrup Hospital, siger han.

Danske patienter: Sæt patienten i centrum

Også i patientforeningen Danske Patienter er man bekymret over lægernes oplevelser. Derfor efterlyser vicedirektør, Annette Wandel, at patienten i højere grad sættes i centrum.

- Det er rigtig uheldigt. Det er et eksempel på patienter, der kommer til at bøde for den silostruktur, vi har i sundhedsvæsnet. Det er urimeligt, og det er ineffektivt, siger Annette Wandel.

Vicedirektøren frygter også, at endnu flere patienter kan blive fanget mellem to stole, hvis den lægemangel som Region Hovedstaden er ramt af, fortsætter.

- Denne her problematik bliver jo ikke mindre af, at det faktisk er svært at få en læge. Så når man kan få en læge tæt på ens hjem, også selvom det er på den anden side af regionsgrænsen, så skal samarbejdsaftalerne følge med, siger hun.

Og lægemanglen, får også praktiserende læge Andreas Heltberg til at frygte, at problemet vil vokse.

- Vi har allerede rigtig mange borgere fra Region Hovedstaden, og det bliver jo mere og mere, fordi lægemanglen er så stor både i Region Sjælland og Hovedstaden, siger han.

Sundhedsordførere: Det skal ændres

På Christiansborg ryster flere sundhedsordførere på hovedet af den situation, som patienterne og de praktiserende læger bliver sat i, når der er brug for at fragte en patient fra konsultationen og til et hospital i naboregionen.

For patienterne må ikke komme i klemme i de situationer.

- Det skal være sådan, at den praktiserende læge skal kunne ringe efter en ambulance, hvis der kommer en akut patient ind, som skal videre til hospitalet, og det er regionalt ansvar, siger Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet og fortsætter:

- Det må bero på en misforståelse, men er det lovgivningen, der er noget i vejen med, så må vi få det kigget hurtigt efter på Christiansborg, siger han.

Han bliver bakket op af sin ordførerkollega fra Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, som også er formand for Folketingets Sundheds – og ældreudvalg.

- Der burde være lavet nogle klare aftaler regionerne imellem. Det er helt sikkert noget, jeg vil gå videre til ministeren med, siger Liselott Blixt (DF).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) eller fra Region Hovedstaden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.