Radikale vil have københavnere til at sortere skrald på gaden

Det skal være lettere at holde metal, plast og papir adskilt i affaldsspanden, mener De Radikale i København.

Det er allerede muligt at sortere affald på Frederiksbergs gader, og nu vil De Radikale i København have Danmarks største kommune med på ideen.

De gør det i storbyer som Rio, Rom, Singapore og Seul. De gør det sågar også i nabokommunen Frederiksberg; opstiller skraldespande med mulighed for at sortere affald, så nu skal hovedstadskommunen med på ideen, mener De Radikale i København, der foreslår større skraldespande med mulighed for sortering på gaderne.

- Når man smider alt sit skrald ned i et lillebitte hul, så bliver det hurtigt fyldt, hvorimod hvis man smider det i forskellige, bliver det nemmere at affaldssortere og samle ind, og så vil byen fremstå renere end i dag, siger Mette Annelie Rasmussen (R), der er teknik- og miljøordfører.

Københavns Kommune døjer ligesom mange andre af hovedstadens kommuner med overfyldte skraldespande, og det giver mere affald på gaderne. Derfor er der ifølge de Radikale brug for, at de bæredygtige tanker ikke kun dyrkes inden for hjemmets fire vægge:

- Lige så snart vi går i det offentlige rum, glemmer vi alt om grøn omstilling, bæredygtighed og ressourceeffektivisering, siger Mette Annelie Rasmussen.

Forslaget er et forsøg til at begynde med, og derfra vil De Radikale se på, om det kan bredes ud til hele byen.