Registreret som dårlig betaler selv om P-bøde var sat i bero

Et nyt IT-system betyder, at borgere, der har fået sat en parkeringsbøde i bero alligevel er indberettet til Skat som dårlig betalere.

Har du fået en P-bøde i Tårnby kommune sidste år, så kan du havne i problemer med Skat i år. (Foto: DR Forbrugerprogrammet Kontant © DR Forbrugerprogrammet Kontant)

Først får man en parkeringsbøde. Så klager man over parkeringsbøden. Og før man ved af det, så er man indberettet til Skat som dårlig betaler med den konsekvens, at man ikke kan få sin restskat udbetalt.

Sådan er det gået 200 borgere i Taarnby Kommune, fordi man har fået et nyt IT-system, så der er gået kuk i det. Helle Myhre, der er kontorchef i Teknisk Sekretariat erkender, at kommunen har lavet en bommert.

- Det har vi ikke haft tjek på. Vi var blevet sikret om, at snitfladerne mellem det gamle og det nye IT-system virkede. Men det har de ikke gjort, så det vil vi selvfølgelig gå videre med, siger hun.

Bøderne var sat i bero

IT-systemet skulle have registreret, at klage-sagerne var sat i bero. Borgerne skulle altså ikke betale p-bøderne, før kommunen havde taget stilling til sagen, og dermed var de ikke dårlige betalere. Ifølge Helle Myhre, så tager kommunen nu hånd om problemet.

- I samarbejde med vores opkrævningsafdeling og Skat sørger vi selvfølgelig for, at folk får deres penge tilbage og ikke bliver registreret som skyldnere, siger Helle Myhre.

Det er borgere, der har fået bøder i 2013, der i flere tilfælde har fået sat dem i bero. Helle Myhre understreger, at det ikke er alle borgere, der kan forvente at få medhold i deres klager.

Facebook
Twitter