Rullende sexklinik i København er i fare for at lukke

Sexelancen, som skal skabe bedre sikkerhed for gadens sexarbejdere, har fået afslag om økonomisk støtte fra Københavns Kommune.

Siden Sexelancen begyndte at køre rundt på Vesterbro for et år siden, har den haft 80 besøg. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

Sexelancen kan have kørt sin sidste tur i gaderne på Vesterbro i København.

Den rullende sexklinik, som er indrettet i en gammel ambulance, startede op for et år siden for at give gadens sexarbejdere tryggere arbejdsforhold.

Men efter afslag om økonomisk støtte fra Københavns Kommune er udsigterne for Sexelancen ikke gode.

- Den yderste konsekvens er, at vi må lukke ned. Det vil vi meget nødigt gøre, siger Michael Lodberg Olsen fra Foreningen Minoritet, som sammen med Sexarbejdernes Interesse Organisation står bag Sexelancen.

Sexelancen har været brugt 80 gange, og erfaringerne er gode:

- Vi har skabt et tilbud, der skaber bedre sikkerhed for gadens sexarbejdere, som op til 45 procent af gangene bliver udsat for eller modtager trusler om vold. Sexelancen har været brugt mange gange nu, og der har ikke været en eneste anmeldelse om vold omkring eller i Sexelancen, siger Michael Lodberg Olsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialborgmester Jesper Christensen (S) i Københavns Kommune, men i afslaget skriver han følgende:

- Der er ingen tvivl om, at sexarbejdere, der arbejder på gaden i København, er i en meget udsat situation. Jeg mener dog, at Sexelancen ligger uden for rammerne for, hvad kommunen kan støtte økonomisk.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.